Advokatsamfundets logo
Advokatsamfundets Nyhedsbrev
18-03-2013
Nr. 4/2013

Advokatsamfundets Nyhedsbrev


Det sker i Advokatsamfundet mv.

Strukturudvalg og dialogforum
Ved brev af 28. februar 2013 har Danske Advokater på vegne en række advokater anmodet om, at der på generalforsamlingen på Advokatmødet 7. juni 2013 optages et punkt på dagsordenen, som indeholder et forslag til nedsættelse af et udvalg til overvejelse af Advokatsamfundets struktur og arbejdsopgaver.
Advokatrådet drøfter i øjeblikket dette initiativ med repræsentanter for Danske Advokater og har desuden taget initiativ til nedsættelse af et dialogforum, som med deltagelse af repræsentanter fra Danske Advokater, Advokatrådet, kredsbestyrelserne, specialforeningerne m.fl. skal drøfte de emner, som Danske Advokaters forslag indeholder. Der bliver tale om en generel debat om alle emner, som optager advokatverdenen, herunder kontingentbetalingen til Advokatsamfundet, Danske Advokater mv., opgavevaretagelsen imellem de forskellige organisationer etc.
Første møde i dette dialogforum afholdes 18. april 2013 fra kl. 16-18 i Advokaternes Hus, Kronprinsessegade 28. Alle interesserede er velkomne. Besked om deltagelse bedes givet til Ruth Lau på mailadressen rll@advokatsamfundet.dk.

Afgørelse fra Datatilsynet vedrørende Etikportalerne
Etikportalerne, der drives af forfatteren Michael Teschl, har i godt et års tid kopieret kendelser fra Advokatnævnets hjemmeside vedrørende navngivne advokater og lagt dem ud på Etikportalernes hjemmeside. 
I modsætning til offentliggørelsesperioden for Advokatnævnets afgørelser, som er et år, har Etikportalerne valgt en offentliggørelsesperiode på tre år. Navnlig af denne grund indgav Advokatsamfundet i juni 2012 anmeldelse af Etikportalerne til Datatilsynet, og tilsynet har den 14. marts 2013 truffet afgørelse om, at Etikportalerne ikke må operere med en længere offentliggørelsesperiode end den, som Advokatnævnet har valgt – det vil sige et år.

Dommerforeningens områdemøder
Advokatrådet deltager i Dommerforeningens områdemøder, der løber af stablen i perioden fra 12. marts til 4. april i år. Advokatrådets repræsentanter vil på møderne orientere om samarbejdet med domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af en vejledning om behandling af civile sager ved byretterne, der skal ses i lyset af Advokatrådets ønskeseddel til det nyvalgte Folketing i efteråret 2011. Her opfordrede Advokatrådet til, at der blev gennemført en evaluering af domstolsreformen med det formål at kunne foretage de fornødne tilpasninger af domstolenes struktur og procesmåde i lyset af de indhøstede erfaringer.
Advokatrådet har derudover i de sidste par måneder arbejdet på en vejledning om advokatens arbejde med civile retssager. Vejledningen, der har fået titlen ‘Den gode proces’ forventes at være tilgængelig på Advokatsamfundets hjemmeside i april 2013, ligesom der vil være fokus på emnet i det kommende nummer af Advokaten.
Advokatrådets repræsentanter vil på Dommerforeningens områdemøder orientere nærmere om rådets arbejde med ‘Den gode proces’.

Møder og valg til kredsbestyrelserne
Hen over foråret 2013 og frem til Advokatmødet 7. juni 2013 afholder de otte kredsbestyrelser kredsmøder med henblik på at vælge repræsentanter til kredsbestyrelserne og Advokatrådet. Der er ingen valg til Advokatnævnet i denne omgang.
Advokatrådet vil gerne medvirke til, at kredsmøderne ud over valghandlingen også bliver en anledning til at mødes lokalt og drøfte emner af generel interesse for advokater og opfordrer derfor så mange som muligt til at møde op.
Advokatrådets formand Søren Jenstrup og generalsekretær Torben Jensen deltager i kredsmøderne, hvor de fortæller om arbejdet i Advokatsamfundet og drøfter forhold, der optager advokaterne lokalt.

Advokatrådet repræsenteret på First International Forums konference i Berlin
Medlem af Advokatrådet og Head of Delegation to CCBE Jeppe Skadhauge deltager 22. marts 2013 på First International Forums konference i Berlin med emnet ‘Lawyers as Judges - A Lawyer’s Issue’. Konferencen arrangeres af Bundesrechtsanwaltskammer. 
Blandt spørgsmålene, som rejses på konferencen, er især anvendelsen af advokater som dommere, og hvorvidt det styrker domstolenes uafhængighed. Desuden rejses spørgsmålet om, hvordan den bedst mulige gennemsigtighed sikres i udvælgelsesproceduren af dommere, herunder særligt i forhold til politisk indflydelse.
Udover Jeppe Skadhauges indlæg på konferencen vil der være indlæg fra flere forfatningsdomstole og højesteretter samt fra forskellige europæiske advokatsamfund.

Høringssvar til Skatteministeriet – lovforslag forringer borgernes retssikkerhed
Advokatrådet har afgivet høringssvar til Skatteministeriets forslag om en ny klagestruktur på skatteområdet.
Advokatrådet har ikke kommenteret lovforslagets enkelte bestemmelser, idet det er rådets opfattelse, at forslaget bør tilsidesættes i sin helhed. Der bør efter rådets opfattelse ikke fremsættes lovændringer af så afgørende betydning for landets borgere, uden at det bygger på et grundigt udvalgsarbejde.
Lovforslagets indhold forringer borgernes retssikkerhed på flere punkter, og Advokatrådet kan derfor ikke støtte forslaget og de ændringer i klagesystemet, som det vil medføre. Se høringssvaret her.

Udlevering af oplysninger efter skattekontrolloven
Advokatrådet har igennem en periode modtaget en række henvendelser fra advokater, der ønsker rådgivning i forbindelse med, at SKAT anmoder om at udlevere oplysninger vedrørende klienter.
Problemstillingen er blandt andet omtalt i en artikel i Advokaten 10/2012 om advokaternes tavshedspligt og de oplysningspligter, der blandt andet følger af skattekontrollovens regler – herunder skattekontrollovens § 8 G. Artiklen beskriver spørgsmålet om anvendelsesområdet for de enkelte bestemmelser i skattekontrolloven, idet der skal være klar og tydelig hjemmel, før en advokat kan tilsidesætte sin tavshedspligt.
Herudover har Advokatrådets Skatteudvalg i forbindelse med en konkret henvendelse udtalt sig omkring skattekontrollovens § 8 G.
Læs Advokatrådets udtalelse her samt artiklen i Advokaten 10/2012.

Tilmeld dig Advokatmødet/Årsfesten for nye advokater
Advokatmødet holdes i år fredag 7. juni 2013 på Tivoli Hotel i København. Alle advokater har modtaget en invitation, og mange har allerede tilmeldt sig, men der er naturligvis plads til flere. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så kan du gøre det ved at klikke på linket nedenfor.  Bemærk, at der ved tilmelding efter 8. marts tillægges gebyr på 150 kroner for sen tilmelding – dog er fristen 22. marts for nye advokater.
Der bliver noget for enhver: Kom og gør din indflydelse gældende på generalforsamlingen, og hør derefter nogle af landets bedste procedører argumentere for og imod, når vi sætter spot på fremtidens domstole og de store udvalgsarbejder under Justitsministeriet, der lige nu overvejer væsentlige reformer af domstolene. Deltagelse i denne del af Advokatmødet kan medregnes som obligatorisk efteruddannelse. Tag imod de nye kolleger, der samtidig afholder Årsfest, mød gamle kolleger, lad dig underholde af Snobberne fra Rytteriet, en illusionist og både klassisk og rytmisk musik garneret med taler og fest. 
Særligt til jer, der er blevet advokater siden april 2012: I har modtaget et brev med posten med en skriftlig invitation til at deltage i Årsfesten. Skynd jer at melde jer til – og hvorfor ikke samtidig melde sig til hele Advokatmødet, når I alligevel er der? Tilmelding på www.advokatmødet.dk.
Advokatsamfundet lover at levere rammen for gode faglige og festlige timer - vi håber, rigtig mange har lyst til at være med! 

Hvem er bedst til retssikkerhed?
For anden gang uddeles Advokatrådets Journalistpris på 20.000 kroner for at understøtte mediernes interesse for en nuanceret kvalitetsdækning af retspolitik og juridiske emner. Journalistprisen, der finansieres ved en bevilling fra Margot og Thorvald Dreyers Fond, vil efter en konkret bedømmelse af Advokatrådets Priskomité blive overrakt en journalist, som på saglig og engagerende vis har formidlet viden om retssikkerhed, retsvæsenet eller særlige juridisk-prægede problemstillinger. 
Komiteen vurderer dels de nomineringer, som indkommer fra offentligheden eller fra medierne selv, dels de nomineringer, som Advokatrådet eventuelt selv måtte foretage. Alle, som har udarbejdet et journalistisk produkt, der opfylder kriterierne, kan komme i betragtning, uanset mediets platform. Alle opfordres til at nominere kandidater! Prisen vil blive overrakt på Advokatmødet 7. juni 2013. 
Nominering med navn og kort begrundelse sendes inden 1. maj 2013 til kommunikationschef Hanne Hauerslev, hha@advokatsamfundet.dk

Læseranalyse af Advokaten og Advokatsamfundets hjemmeside
Advokatsamfundet arbejder løbende og målrettet for at udvikle Advokaten, så det både er et moderne og interessant magasin med tilstrækkelig faglig tyngde. Det er grunden til, at vi netop har udsendt en læserundersøgelse til 2.000 af Advokatsamfundets medlemmer.
Undersøgelsen, der også omhandler tilfredsheden med hjemmesiden, kan besvares på under ti minutter, og vi håber at flest muligt vil benytte lejligheden til at besvare spørgeskemaet.

Råd og indstillinger

Indstilling af kandidater til internationale dommerstillinger
Regeringen har besluttet at nedsætte et råd, der skal afgive indstilling til regeringen om udpegning af danske kandidater til stillinger som dommer ved EU-Domstolen, Retten (tidligere ‘Retten i Første Instans’) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt som generaladvokat ved EU-Domstolen.
Med nedsættelsen af det nye uafhængige råd styrkes proceduren i forbindelse med udpegningen af danske kandidater til internationale dommerstillinger.
Rådets fem medlemmer sammensættes af justitsministeren efter indstilling fra Højesterets præsident, præsidenterne Østre og Vestre Landsret, Advokatrådet, Udenrigsministeriet samt Justitsministeriet.

Nyt medlem af Dommerudnævnelsesrådet
Justitsministeriet har efter indstilling fra Advokatrådet udpeget advokat Søren Juul som medlem af Dommerudnævnelsesrådet. Søren Juul afløser Jens Rostock-Jensen, hvis beskikkelsesperiode udløb 1. marts 2013. Beskikkelsen gælder for fire år. Som suppleant for Søren Juul er udpeget Sysette Vinding Kruse.

Lige nu i Advokatnævnet

Find artikler fra Advokaten i Vidensdatabasen 
De seneste år har Advokaten bragt artikler om god advokatskik, salærberegning mv. Nu er artiklerne overført til Advokatsamfundets Vidensdatabase. Det betyder, at det fremover er let at finde relevante artikler om praksis enten ved hjælp af fritekstsøgning eller ved en emnesøgning i Advokatsamfundets Vidensdatabase.
Læs mere på viden.advokatsamfundet.dk eller via linket til databasen på Advokatsamfundets hjemmeside.

Frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed for manglende forsikring og garanti
Advokatrådet har under sit løbende tilsyn konstateret, at en advokat hverken havde den lovpligtige ansvarsforsikring eller garanti. Advokaten blev af Advokatrådet indbragt for Advokatnævnet, og i overensstemmelse med rådets påstand, har Advokatnævnet i en principiel kendelse nu frakendt advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.

Dom for uberettiget brug af titlerne ‘advokat’ og ‘advokatfuldmægtig’
En person har angivet sig som advokat på sin LinkedIn-profil uden at være beskikket som advokat og har desuden betegnet sig som advokatfuldmægtig i forretningsmæssig korrespondance uden at være ansat som advokatfuldmægtig. 
På baggrund af en af Advokatrådet indgivet politianmeldelse for overtrædelse af retsplejelovens § 120 har retten nu idømt vedkommende en bøde på 4.000 kroner for overtrædelse af retsplejelovens § 120.

Det sker på Christiansborg

Høring vedrørende offentlig retshjælp
Den 2. april 2013 afholder Folketingets Retsudvalg en høring vedrørende offentlig retshjælp. Advokatrådet er inviteret med, og medlem af Advokatrådet Pernille Backhausen deltager i et sagkyndigt panel i forbindelse med høringen.
Baggrunden for høringen er den analyse, som Advokatrådet og Danske Advokater har fået udarbejdet af analyseinstituttet Copenhagen Economics i forlængelse af, at retsplejelovens regler om offentlig retshjælp blev ændret i 2007 – herunder ændringernes betydning i forhold til retshjælpens formål og funktion.
Rapporten identificerer en række forhold, som indikerer, at retshjælp ikke i tilstrækkelig grad er til rådighed i de situationer, hvor borgerne har behov for den og i det omfang, behovet findes. Læs rapporten, der er offentligt tilgængelig på Advokatsamfundets hjemmeside.

 

 

Til orientering

Elektronisk anmeldelse ved privat retshjælpsforsikring
I samråd med Advokatsamfundet og Danske Advokater har Forsikring & Pension udarbejdet en elektronisk blanket til brug for anmeldelse af en tvist under den private retshjælpsforsikring. Formålet med anmeldelsen er at optimere anmeldelsesprocessen. I anmeldelsen skal advokaten fortælle, hvad tvisten handler om, samt oplyse efter hvilke procesregler sagen føres. Anmeldelsen er opbygget således, at man med et klik kan komme ind på den relevante bestemmelse i betingelserne for retshjælpsforsikringen. Læs mere her.

Bistand til ofre for forbrydelser i udlandet
Rigsadvokaten har præciseret retningslinjerne for politiets og anklagemyndighedens vejledning af forurettede i sager, hvor lovovertrædelsen er begået i udlandet.
Det fremgår nu udtrykkeligt af retningslinjerne i RM nr. 8/2007 afsnit 6, at politi og anklagemyndighed, hvis forurettede eller forurettedes bistandsadvokat anmoder om det, skal søge at tilvejebringe oplysninger om, hvilken myndighed i udlandet der behandler sagen. Herudover bør politi og anklagemyndighed, når dette måtte være påkrævet, udfolde rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om status i sagen, herunder om tidspunktet for eventuelle retsmøder i udlandet. 
Udenrigsministeriet og Rigsadvokaten vil i nær fremtid afholde et møde med Forsikring & Pension med henblik på en drøftelse af mulighederne for forsikringsdækning af udgifter til advokatbistand til ofre for forbrydelser i udlandet.

Med venlig hilsen

Torben Jensen
Generalsekretær