Advokatsamfundets logo
Advokatsamfundets Nyhedsbrev
04-03-2013
Nr. 3/2013

Advokatsamfundets Nyhedsbrev


Har du husket at melde dig til Advokatmødet/Årsfesten for nye advokater?
Advokatmødet holdes i år fredag den 7. juni 2013 på Tivoli Hotel i København. Alle advokater har modtaget en invitation og mange har allerede tilmeldt sig, men der er naturligvis plads til flere. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, så kan du gøre det ved at klikke på linket nedenfor.  

Der bliver noget for enhver: Kom og gør din indflydelse gældende på generalforsamlingen, og hør nogle af landets bedste procedører argumentere for og imod, når vi sætter spot på fremtidens domstole og de store udvalgsarbejder under Justitsministeriet, der lige nu overvejer væsentlige reformer af domstolene. Deltagelse i denne del af Advokatmødet kan medregnes som obligatorisk efteruddannelse. Tag imod de nye kolleger, der samtidig afholder Årsfest, mød gamle kolleger, lad dig underholde af Snobberne fra Rytteriet, en illusionist og både klassisk og rytmisk musik garneret med taler og fest.  

Kort sagt: Kom til Advokatmødet!

Særligt til jer, der er blevet advokater siden april 2012: I har netop modtaget et brev med posten med en skriftlig invitation til at deltage i Årsfesten. Skynd jer at melde jer til - og hvorfor ikke samtidig melde sig til hele Advokatmødet, når I alligevel er der? 

Advokatsamfundet lover at levere rammen for gode faglige og festlige timer - vi håber, rigtig mange har lyst til at være med! 

Læseranalyse
Advokatsamfundet arbejder løbende og målrettet for at udvikle Advokaten, så det både er et moderne og interessant magasin med faglig tyngde. Det er grunden til, at vi har iværksat en læserundersøgelse, som vi gennemfører i de kommende dage blandt 2.000 af Advokatsamfundets medlemmer. Undersøgelsen, der også omhandler tilfredsheden med hjemmesiden, kan besvares på under ti minutter, og vi håber, at flest mulige vil benytte lejligheden til at besvare spørgeskemaet.

Advokatrådet deltager i Folkemødet
Igen i år er Advokatrådet tilstede under de fire dages politiske festival på Bornholm, som går under betegnelsen Folkemødet. Vi byder på advokatvagt, paneldebat, konfliktråd og sidst, men ikke mindst, en gentagelse af sidste års meget omtalte succes: Et retssagsdrama afviklet ved Folkedomstolen. På gensyn på Bornholm!

Med venlig hilsen

Torben Jensen
Generalsekretær