Advokatsamfundets logo
Advokatsamfundets Nyhedsbrev
05-02-2016
Nr. 2/2016

Advokatsamfundets Nyhedsbrev


Det sker i Advokatsamfundet


Når der kommer strøm til papir
Igennem mere end 20 år er der blevet sat strøm til papir. Ambitionerne har været store om at gøre journaler, selvangivelser og skemaer til det offentlige brugervenlige og sikre. Men hvad med retssikkerheden? Kan den følge med ambitionerne om at digitalisere stat og forvaltning? Advokaten går digitaliseringen efter i sømmene og har spurgt tre eksperter, hvilke retssikkerhedsmæssige faldgruber de ser i udviklingen.

Læs hele temaet i seneste nummer af Advokaten.


ADVOKATETIK: Højesteret cementerer advokaters tavshedspligt
Igennem snart tre år har advokat Christian Laubjerg sammen med Advokatrådet kæmpet for sin tavshedspligt i en principiel sag. Det har kostet både tid og energi, men han er stolt over at have slået et slag for det, han kalder kronjuvelen i advokatetikken. I sidste ende er tavshedspligten helt afgørende for borgernes tillid til advokaterne og retssamfundet, fastslår formanden for Regel- og Tilsynsudvalget. 

Læs mere om sagen i det seneste nummer af Advokaten.


Advokatnævnet: Nye kendelser
“Uanset at der ikke forelå et klientforhold, udgjorde det en tilsidesættelse af god advokatskik, at advokaten ikke fulgte op på henvendelser.”
Sådan lyder det i en ny kendelse fra 13. november 2015.  Selvom der ikke var etableret et klientforhold, udgjorde det en tilsidesættelse af god advokatskik, at en advokat, der var administrator for en andelsboligforening, ikke fulgte op på henvendelse fra en andelshaver om muligheden for at forfølge et krav imod lejere, der var fraflyttet lejligheden.
Advokatnævnet fandt, at advokaten burde have præciseret for andelshaveren, hvilken bistand han som administrator for andelsboligforeningen kunne påtage sig.
Dette gjaldt især, når advokaten tidligere i korrespondance med andelshaver havde givet andelshaveren en forventning om, at han kunne rådgive i relation til kravet mod lejerne.

Læs denne og andre nye kendelser her.


Status på sagsbehandlingstiden i Advokatnævnet
Tal fra Advokatnævnet viser, at sagsbehandlingstiden også i 2016 er tilfredsstillende. I januar 2016 indkom der 105 sager, mens 107 blev afsluttet. Antallet af verserende sager er 472, og dermed er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid hos Advokatnævnet 4,5 måneder for sager afgjort i 2016.

 

Det sker ved domstolene


Informationsmøde for kommende konstituerede til landsretterne
Begge landsretter afholder i marts 2016 informationsmøde for jurister, der overvejer at søge en konstitutionsstilling. På møderne vil der blive orienteret om tilrettelæggelsen af en konstitutionsperiode, og en udnævnt landsdommer og en konstitueret landsdommer vil orientere om arbejdet som konstitueret dommer i de respektive landsretter.

Læs mere om informationsmødet for konstituerede til landsretterne.


Trinvis anvendelse af nye regler om civile sager fra Domstol.dk
Folketinget vedtog kort før jul et lovslag, der medfører en række ændringer i blandt andet retsplejeloven. 
Loven er trådt i kraft, men lovændringerne, der knytter sig til domstolenes nye sagsportal, finder først anvendelse på et senere tidspunkt.
De nye regler om civile sager trådte i kraft 1. januar. De fleste nye regler skal først anvendes, når domstolenes sagsportal er klar, og indtil da skal de hidtidige regler benyttes. Sagsportalen tages først i brug ved Retten i Horsens og for nogle sager ved Vestre Landsret. Når planen for ibrugtagning af de nye systemer er fastlagt, vil det blive bekendtgjort, hvornår portalen tages i brug, og ved hvilke retskredse og instanser det sker. 

Læs hele nyheden på Domstol.dk

 

Det sker internationalt


Aggressive Tax Planning

Europa Parlamentet arbejder videre med anbefalingerne fra ‘TAXE’ komiteen om blandt andet regler mod ‘Aggressive Tax Planning’. Den 28. januar 2016 har kommissær Pierre Moscovici offentliggjort en ‘Anti Tax Avoidance Package’, som indeholder fire overordnede elementer: Anti Tax Avoidance Directive, Recommendation on Tax Treaties, Revised Administrative Cooperation Directive og Communication on External Strategy. Der fremlægges ligeledes konkrete forslag til imødegåelse af ‘Agressive Tax Planning’.
CCBE og Advokatsamfundet arbejder fortsat målrettet på at oplyse Europa Parlamentet om nødvendigheden af ikke at gennemføre regler mod ‘Aggressive Tax Planning’, som kompromitterer grundlæggende advokatetiske værdier såsom advokaters tavshedspligt. Sagen vil være et særligt fokusområde for Advokatrådets Internationale Udvalg i den kommende tid.

Læs mere om ‘Anti Tax Avoidance Package’ her.

Læs kommissærens pressemeddelelse her.


Nyhedsbrev fra CCBE
I det seneste nyhedsbrev fra CCBE kan man blandt andet læse, at Europa Parlamentet har godkendt et direktiv, som skal styrke uskyldsformodningen og retten til ikke at udtale sig. Endvidere kan man læse om European Lawyers Foundation og de projekter, som fonden i øjeblikket beskæftiger sig med.

Læs nyhedsbrevet her.

Med venlig hilsen

Torben Jensen
Generalsekretær