Vejledning til persondataforordningen

Print Print
17-04-2018

Advokatrådet er klar med en vejledning til persondataforordningen, som har direkte virkning i Danmark fra den 25. maj 2018. Persondataforordningen vil blive suppleret af en databeskyttelseslov, som forventes vedtaget af Folketinget i løbet af foråret 2018.

Forordningen og loven indeholder ikke særlige regler for advokater, som vi kender det fra eksempelvis hvidvaskområdet. Det er derfor ambitionen, at Advokatrådets vejledning skal give et generelt overblik over, hvilke regler, der er relevante for advokater, og sætte persondataretten ind i en advokatretlig sammenhæng.

Vejledningen vil ikke beskæftige sig med de mere driftsmæssige sider af advokatvirksomheden og interne håndteringer i advokatvirksomheden af eksempelvis personaleoplysninger. Vejledningen er rettet mod den enkelte advokat i dennes virke som advokat, og den klientrettede virksomhed vil være i centrum.

Det er tanken, at vejledningen bliver et praktisk og dynamisk redskab, som lø­bende kan forbedres og opdateres. Kommentarer og forbedringsforslag modtages derfor gerne, ligesom vejledningen også løbende vil blive revideret med relevant praksis fra Advokatnævnet og Datatilsynet. Ved vejledningens offentliggørelse udestår endvidere en række vejledninger fra Datatilsynet. Af samme grund vil vejledningen på enkelte punkter være mere generel, fordi der som følge af manglende vejledninger fra Datatilsynet endnu ikke er vished om, hvordan tilsynet konkret forholder sig til reglerne.

For spørgsmål eller kommentarer skriv til samfund@advokatsamfundet.dk.

Find vejledningen her  


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2018/Vejledning til persondataforordningen.aspx - d. 27-05-2018.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.