Undtagelser til tavshedspligten

Print Print
09-05-2018

Advokaters tavshedspligt omfatter alle oplysninger vedrørende klienten, som advokaten modtager som led i sin opgavevaretagelse. Tavshedspligten er tidsubegrænset og ophører ikke som følge af klientens død eller advokatens deponering af beskikkelsen.

Af Lars Økjær Jørgensen, afdelingschef i Advokatsamfundet

Når oplysninger er tavshedsbelagte, er det ikke tilladt advokaten at videregive eller udnytte oplysningerne. I visse situationer kan det dog være hensigtsmæssigt, at advokaten videregiver oplysninger, som ellers er omfattet af tavshedspligten. Spørgsmålet er derfor, i hvilke situationer det kan ske.

Tavshedspligten har baggrund i klientens behov for frit at kunne give oplysninger til en hjælper, som ikke giver dem videre, og som kan benytte oplysningerne i en juridisk kontekst til gavn for klienten. Da advokatens pligt til tavshed således er begrundet i hensyn til klienten, kan klienten også bestemme, at oplysninger ikke skal være omfattet af tavshedspligten.

Først og fremmest kan advokaten og klienten aftale, at visse oplysninger videregives i klientens interesse. Det kan være til pressen eller til modparten i en tvist.

Advokaten vil imidlertid også kunne anmode klienten om ret til at videregive oplysninger, enten i sammenhæng med sagen eller i helt andre – og måske mere private – sammenhænge. Anmodningen skal selvsagt fremsættes på en måde, så klienten ikke får indtryk af reelt at være tvunget til at acceptere. Der må i den forbindelse tages særligt hensyn til den svage klient.

I alle tilfælde af klientsamtykke er det advokatens ansvar, at samtykket er ”informeret”, altså at klienten er fuldt ud klar over, hvad vedkommende giver samtykke til. Det betyder, at samtykket skal være konkret, og at klienten ikke kan give et generelt samtykke til, at advokaten kan videregive alle oplysninger, som advokaten har modtaget under sagens behandling. Klienten kan derfor heller ikke give sit samtykke til, at alle oplysninger, advokaten vil modtage i fremtiden, kan videregives. Der synes i øvrigt ikke at være behov for at kunne give et sådant generelt samtykke.

Undtagelser i henhold til straffelovens § 152 e
Advokater er i medfør af retsplejelovens § 129 omfattet af straffelovens bestemmelser om tavshedspligt. Det er i afgørelsen i U2002.1531H, som vil blive omtalt nedenfor, fastslået, at undtagelserne fra tavshedspligten i straffelovens § 152 e tillige anvendes i forbindelse med den disciplinære vurdering af advokatens adfærd.

Det fremgår af straffelovens § 152 e, at tavshedspligten ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende:

1) Er forpligtet til at videregive oplysningen eller

2) Handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af egen eller andres tarv.

Undtagelserne vil blive behandlet i det følgende.

Når advokaten er forpligtet til at videregive oplysningerne
I nogle tilfælde har advokaten en direkte pligt til at bryde tavsheden. En sådan pligt findes visse steder i lovgivningen. Eksempelvis kræver hvidvaskloven i § 26, stk. 1, at advokaten indberetter sin klient til SØIK eller til Advokatsamfundet, når advokaten har mistanke om, at klienten er involveret i hvidvask eller terrorfinansiering. Foretager en advokat en sådan indberetning i overensstemmelse med hvidvaskloven, er de oplysninger, som er nødvendige at give i forbindelse med indberetningen ikke omfattet af tavshedspligten. Ligeledes indeholder straffelovens § 141 en forpligtelse til – også ved anmeldelse til myndighederne – at afværge visse forbrydelser mod staten. Hvis en advokat i disse tilfælde videregiver oplysninger, uden at der er pligt til det eller i forbindelse med en i øvrigt berettiget indberetning giver flere oplysninger end nødvendigt, vil advokaten tilsidesætte sin tavshedspligt.

En advokat har også pligt til at afgive oplysninger, hvis advokaten får et pålæg af retten i medfør af retsplejelovens § 170, stk. 2, og de oplysninger, der gives i denne forbindelse, vil derfor ikke være tavshedsbelagte.

Det er kun retten – og eksempelvis ikke politiet – der kan pålægge advokater at give oplysninger, der falder under tavshedspligten.  Hvis en advokat således giver tavshedsbelagte oplysninger, fordi politiet kræver det, vil advokaten alt andet lige tilsidesætte tavshedspligten.

Retten kan kun give pålæg, hvis ”forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves”. I sagen i U2016.469H afviste Højesteret at pålægge advokaten at afgive forklaring og lagde i den forbindelse særlig vægt på, at der var tale om advokatrådgivning i en sag af ”personlig karakter”. 

Et pålæg i henhold til § 170, stk. 2, kan ikke gives til forsvarere. Det kan i særlige tilfælde være vanskeligt at klarlægge, om en advokat er forsvarer, se i denne forbindelse U2004.2814V, der er omtalt i Advokaten 10/2004 og U1968.656ØLK. 

Når advokaten handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse
Udtrykket ”åbenbar almeninteresse” er uklart, men der må ligge i kravet, at betydelige samfundsinteresser er på spil.  Praksis på området er meget sparsom. Så vidt ses er den eneste afgørelse, der vedrører advokater, dommen, som er gengivet i U2002.1531H. En klient K havde arbejdet på at få finansieret et større aktieopkøb, hvilket gav anledning til betydelig medieopmærksomhed. K fortalte på et tidspunkt sin advokat A fra advokatfirmaet X, at det nu var et dansk pensionsselskab, som stod økonomisk bag K, men at selskabet ikke ønskede dette offentliggjort. Advokat A videregav denne oplysning til sin partner advokat B. I en tv-udsendelse udtalte K, at ”der ikke er danske penge i det her”. Advokatfirmaet X forsøgte forgæves at få K til at dementere sine tv-udtalelser, der åbenbart stred mod oplysninger om pensionsselskabets engagement, og X afbrød derfor klientforbindelsen til K.

Advokat B rettede herefter henvendelse til formanden for Københavns Fondsbørs og orienterede ham om, at det var det danske pensionsselskab, der stod bag K’s aktieopkøb. Advokatnævnet pålagde advokat B en bøde for at have tilsidesat sin tavshedspligt, idet nævnet ikke fandt, at der forelå ”berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse”. Det fandt landsretten og Højesteret derimod, og begge instanser frifandt advokat B under henvisning hertil og med fremhævelse af, at der var tale om meget omfattende aktiehandler, og at ”tungtvejende samfundsmæssige interesser” var på spil. Det fremgår af dommen, at det afgørende er, hvorledes forholdet fremstod for advokaten, da oplysningerne blev videregivet.     

Når advokaten handler i berettiget varetagelse af egen tarv
Bestemmelsen giver blandt andet en advokat mulighed for at forsvare sig, hvis han bliver tiltalt, stævnet eller indklaget, selv om dette betyder, at advokaten videregiver ellers tavshedsbelagte oplysninger. Det virker åbenbart rigtigt, hvis det er klienten selv, der ”angriber” advokaten, idet klienten ellers uberettiget vil kunne udnytte tavshedspligten til skade for advokaten. Det må imidlertid også gælde, når advokaten skal forsvare sig mod andre end klienten. Tilsvarende må bestemmelsen omfatte videregivelse af oplysninger i visse tilfælde, hvor det er advokaten, der har taget initiativ til retssagen mv. – herunder når advokaten stævner klienten for betaling af salæret.   

Klientens interesse i hemmeligholdelse må afvejes i forhold til advokatens behov for at give oplysningerne videre, se eksempelvis Advokatnævnets kendelse af 6. juli 2006 i sag 02-0407-04-1600, som er gengivet i bogen ”De Advokatetiske Regler - kommenteret”, 2. udgave, side 55-56. Det må imidlertid være nemmere for advokaten at påvise ”nødvendighed” i tilfælde, hvor det er klienten selv, der har stævnet eller indklaget advokaten. Dette fremgår af kendelse af 27. februar 2017 (sag 2016-2938), hvor Advokatnævnet anførte, at advokaten må indrømmes et skøn ved vurderingen af, hvilke sagsakter der er relevante til oplysning af sagen.

Advokatnævnet har i flere kendelser fastslået, at en advokat ikke tilsidesætter sin tavshedspligt ved at videregive relevante oplysninger til Advokatnævnet som svar på en klage indgivet af klienten mod advokaten. Foruden i de ovennævnte kendelser af henholdsvis 27. februar 2017 og 6. juli 2006 er det sket i kendelse af 4. februar 2008 (sag nr. 02-0301-06-2213) og i kendelse af 17. september 1998 (sag nr. 41-106-97-14).

Bestemmelsen må ligeledes kunne anvendes, hvis advokaten vil kunne redde sit liv eller helbred ved at videregive oplysninger.

Når advokaten handler i berettiget varetagelse af andres tarv
Bestemmelsen om berettiget varetagelse af andres tarv må betragtes som et supplement til nødretsbegrebet i straffelovens § 14, som derfor kan give bidrag til forståelsen. For at videregivelse af oplysninger skal være tilladt, kræver det således, at der foreligger en nødsituation. Desuden må videregivelsen være nødvendig, hvilket især betyder, at afværgelse af skaden ikke kan ske ved brug af andre mindre indgribende foranstaltninger.

Videregivelsen må også i denne sammenhæng antages at skulle være proportional. Det vil sige, at den truende skade og sandsynligheden for, at den indtræder, skal afvejes mod den skade for klienten, der ligger i, at oplysningerne videregives.

Bestemmelsen må eksempelvis kunne anvendes, hvis klienten over for advokaten truer med at slå en anden person ihjel, således at advokaten vil kunne advare denne person eller orientere politiet. Det forudsætter, at advokaten ud fra sin viden om klienten mv. vurderer, at der ikke er tale om en tom trussel. Ligeledes må det kræves, at behovet for at videregive oplysningerne vejer tungere end hensynet til klienten, hvilket vel som altovervejende hovedregel vil være tilfældet.  

Der er så vidt vides ikke praksis om anvendelse af denne bestemmelse.

Lars Økjær Jørgensen

Advokat, afdelingschef i Advokatsamfundet. Forfatter til en række bøger om advokatetik, senest De Advokatetiske Regler – kommenteret, 2017.