Advokater til juridisk skadestue på folkemødet

Print Print
12-04-2018

Advokatrådet deltager igen i år i Folkemødet på Bornholm den 14.-17. juni 2018, og i lighed med tidligere år stiller rådets medlemmer i samarbejde med de bornholmske advokater gratis deres viden til rådighed i en advokatvagt – den juridiske skadestue – hvor ingen juridiske spørgsmål er for små til et godt råd.

Advokatvagten er sædvanligvis velbesøgt, hvilket formentlig ikke mindst skyldes, at der i mange år ikke har været en fast advokatvagt på Bornholm.

Advokatvagten finder sted i Advokatrådets telt på Nordlandspladsen i Allinge og holder åbent torsdag klokken 13-19 samt fredag og lørdag klokken 9-19.

De bornholmske advokater bemander sammen med rådsmedlemmerne og en skatteadvokat den juridiske skadestue, men Advokatrådet vil gerne vise, at der i standen er bred opbakning til initiativer som advokatvagten. Derfor vil vi meget gerne høre fra advokater fra hele landet, som deltager i Folkemødet, og som har tid og lyst til at stille deres viden til rådighed i en to-timers vagt i ovennævnte tidsrum.

Det bemærkes, at vi alene søger advokater, som i forvejen deltager i Folkemødet. Dette skyldes, at Advokatsamfundet desværre ikke har mulighed for at arrangere eller betale transport eller ophold i forbindelse med Folkemødet.

Kontakt chefkonsulent Maria Lynggaard Hjorth på mlh@advokatsamfundet.dk eller 33 96 97 98, hvis du vil melde dig eller høre mere.


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2018/Advokater til juridisk skadestue paa folkemoedet.aspx - d. 27-04-2018.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.