Dagbog fra Camp Moria

Print Print
23-02-2017


"Smuk dag. Betagende udsigter. Et af dagens besøg går til den nordlige del, hvor de fleste flygtninge lander efter en farefuld færd over havet fra Tyrkiet. Kysten kan ses, og telefonen siger ”velkommen til Tyrkiet”. Men distancen snyder. Vandet er farefuldt, stærk understrøm, en del tankskibe og nu også stærk patruljering. Få både når frem og kun, når vejret er godt. Oplever faktisk kun to gange i løbet af mit ophold, at nye flygtninge er nået frem til Lesbos. Det de tror, er det forjættede Europa."

Sådan skriver advokat Bettina Normann Petersen i sin dagbog fra Lesbos, hvor hun har været udstationeret i 14 dage som led i den indsats, som sammenslutningen af advokatsamfund i Europa, CCBE, sammen med Deutscher Anwaltsverein har iværksat.  


Bettinas dagbog:

Fredag den 30. december 2016

Afstanden til jobbet var en smule længere i dag end blot en cykeltur på 10 minutter. To flyrejser i stormvejr for at lande på Lesbos. Min arbejdsplads i de næste to uger.

I en snørklet by som Mytilini uden gadenavne, med veje der ender blindt, lægger man mærke til forskellige key points, som for eksempel en dyrehandel og et apotek for at finde rundt. Men at finde kontoret “European Lawyers at Lesvos” i Mytilini - som faktisk ligger gemt inde i en baggård, gik som en leg.

Kontorets chef var bortrejst, men en erfaren græsk frivillig bød mig velkommen, viste mig wifi-koden og efter to minutter var jeg i gang. Jeg fik udleveret et sagsark, som vi skal udfylde ved hver ny ansøger, en liste over emner at spørge flygtningen om, og ikke mindst listen med de sager, som jeg har ansvaret for. Der var en del. 46 i alt.

Jeg forsøgte at danne mig et overblik over sagerne. Hver ansøger er registreret med en del oplysninger, selvfølgelig nationalitet, græsk sagsnummer, stadie i processen, hvilket telt de bor i - og jeg mener telt - samt endelig telefonnummer. Der står intet om deres egentlige asylmotiv - idet ansøgeren oftest - virker det som - har brug for vores hjælp inden det første møde med de græske myndigheder.

Når et kontor alene består af frivillige, som opholder sig i kortere perioder (14 dage er minimum) så er det ekstremt vigtigt, at der registreres korrekt og status på en sag altid er opdateret. Hver en handling skal derfor noteres, da den tidligere eller fremtidige kollega ikke blot befinder sig nede ad gangen men i et andet land.


Lørdag den 31. december 2016

Allerede nu - blot på dag to - er det helt naturligt at sidde i et totalt ucharmerende kontor med neonlys i loftet og en enkelt varmekilde, der kæmper med at holde rummet under “der kommer em ud af min mund”-temperatur. Det skal man lige vænne sig til - det er koldt. Både ude og inde. Lag-på-lag – og hvem siger, at en hue kun kan bruges udenfor.

Og lidt underligt, når man samtidigt ser flygtningene sove i telte. Små tomandstelte uden overtelt, og kun med en tyk plastikpresenning påtrykt UNCHR – som deles af flere telte - som overdug.

Tilsyneladende er det er stor forbedring, som er sket inden for den sidste måned. Før havde de blot presenninger.

De skurvogne, der er opstillet nu, anvendes hovedsagligt til kontor for de mange myndigheder og frivillige, der er tilstede i lejren. Uledsagede mindreårige bor dog i skurvogne, ligesom nogle (men ikke alle) familier med mindreårige børn.

Det forlyder dog, at flere skurvogne er undervejs, efter mange af dem brændte ned i det sene efterår.

Projektets kontor i selve Moria-lejren er indrettet i en skurvogn - opdelt i tre mindre rum. Og uden internet. Så papiroversigten over sagerne og en notesbog er pludselig det vigtigste værktøj sammen med en kuglepen. Og man skal kunne arbejde i kaos. Folk kommer ind, står og venter længe på en ledig frivillig, pludselig taler tolken med to ansøgere på samme tid, en medarbejder fra UNHCR kommer med to nye ansøgere. Et rum kan rumme op til otte mennesker, selvom der ikke burde være mere end tre ad gangen; ansøger, tolk og en af os frivillige. Tavshedspligt er svær at opretholde - alle kan jo høre, hvad der tales om. Men i dag har det ikke været et problem, da vi ikke har skullet afklare folks asylmotiv. At andre hører navn, land, ankomst eller lignende virker pludseligt ikke som en overtrædelse af tavshedspligten.


Søndag den 1. januar 2017

Fælles tur rundt på Lesbos efter frokost hos en af de frivillige. Smuk dag. Betagende udsigter. En af dagens besøg går til den nordlige del, hvor de fleste flygtninge lander efter en farefuld færd over havet fra Tyrkiet. Kysten kan ses og telefonen siger ”velkommen til Tyrkiet”. Men distancen snyder. Vandet er farefuldt, stærk understrøm, en del tankskibe og nu også stærk patruljering. Få både når frem og kun, når vejret er godt. Oplever faktisk kun to gange i løbet af mit ophold, at nye flygtninge er nået frem til Lesbos. Det de tror, er det forjættede Europa.


Mandag 2. januar 2017

Endnu en dag på kontoret i Moria.

Solen skinner og der er meget mere aktivitet i lejren. Tøj vaskes og hænges til tørre på trådhegnet eller et af de træer, der endnu ikke er blevet brugt til interimistiske bål.

Tanker om oprør eller sammenstød spøger i tankerne. Der var et mindre sammenstød i går formiddags. Tankerne forstærkes af, at der hele tiden står folk uden for containeren og taler på et sprog, jeg ikke forstår. Og jeg mindes advarslen fra projektets chef på en mail dagen, inden jeg tog af sted: ”Forlad venligst lejren ved uro, som der er en del af for tiden”.

Mange taler enten farsi eller arabisk. Det gør det ikke umiddelbart let at kommunikere. Men tolkelisten er der - det viste sig senere, at var lidt af en kamp af få en tolk, når der er fire frivillige advokater. Og selvfølgelig har en tolk travlt, især når én arbejder som frivillig. Faktisk er han selv asylansøger. Og er det nu etisk korrekt at bruge ham, arbejder han objektivt, tror han, at det hjælper hans egen sag?

Der er et toilet til os frivillige - et kvarters gang fra containeren - så jeg må holde igen med indtagelse af drikkevarer derude. Og på den anden side, har jeg heller ikke lyst til at sidde og drikke foran en asylansøger, der alene har adgang til tre måltider om dagen og selv må betale for varme drikke.


Tirsdag den 3. januar 2017

Overvejer også om vores hjælp nytter.

De er fanget her på øen - og eneste mulige vej væk er, enten hvis de bliver erklæret “sårbare” eller familiesammenført under Dublinsystemet.

Det meste vi kan gøre er at lytte – uden at give klienten falske håb. Jeg overhører de andres samtaler, lover vi for meget? Hvordan håndterer man at videregive de barske realiteter? Du må vente - igen. Og nej du kan ikke rejse til Athen, og nej din bror, der bor i Tyskland kan ikke bruges som Dublin-familie, da han modtager understøttelse.

Tilsyneladende er barren for “sårbare” blevet sat op, så færre kommer i denne kategori. Rygterne går, at det skyldes at centrene i Athen er overfyldte. Selv en enlig kvinde gravid i ottende måned bliver ikke sendt til Athen.

Siden vi tog tilbage til Mytilini i går kl. 17, er endnu flere telte blevet sat op. Faktisk er adgangen til vores container nærmest spærret.


Onsdag 4. januar 2017

Dagsrytmen tager form. Møder på kontoret ca. kl. 9. Dagen er delt op med en vagt på kontoret i Mytilini og en vagt i Moria-lejren. Vi skiftes til at tage formiddag eller eftermiddag. Vi må ikke opholde os i lejren efter mørkets frembrud.

Flere af mine flygtninge har ikke oplyst et telefonnummer. Hvordan finder jeg dem? Jeg forsøger at spørge efter dem i det område, hvor de har oplyst at de bor. Jeg spørger de andre flygtninge i samme område.

To af mine flygtninge dukkede op, og jeg får forberedt dem på deres interview med de græske myndigheder.

Dagens største udfordring er mangel på tolke. Hvordan kommunikerer man uden et fælles sprog. Fagter, enkelte ord på engelsk/fransk tages i brug. Blot jeg får et telefonnummer, så kan jeg skrive en besked, som flygtningen kan få hjælp til at få oversat af en anden i lejren. Skrev også til en bror i Tyskland – samtykkereglerne må vige for en stund.  


Torsdag den 5. januar 2017

Projektets daglige leder – Philip er retur på Lesbos. Og dagen starter derfor med et fælles kontormøde. Vi får drøftet behovet for tolke. Uheldigvis har jeg fået den største del af de arabisktalende flygtninge på et tidspunkt, hvor kontorets faste arabiske tolk var på juleferie. Han kommer retur den 9.1.

Da jeg grundet mangel på tolk ikke har så travlt, får jeg tildelt flere sager, hvor engelsk kan bruges.

Projektet, som er initieret af det tyske advokatsamfund, stiller hele tiden en intern til rådighed. Gruppen af frivillige bliver derfor udvidet med en ekstra person i dag. Han skal hovedsagligt hjælpe med at finde flygtningene i lejren, eller at følge dem til de græske myndigheder, når dokumenter skal underskrives foran en myndighed.

Og det benytter jeg mig straks af. Og i løbet af dagen får han faktisk lokaliseret flere af mine flygtninge, som jeg ikke har kunnet skabe kontakt til via telefon eller egen eftersøgning.

Forstår godt den kat, der i tyve minutter forsøger at fange min opmærksomhed ved at skrabe på altandøren til mit hotelrum. Der er bare så koldt her.


Fredag den 6. januar 2017

Vågner kl. 7 - alt for tidligt - af en mærkelig lyd. Det viser sig at være en tung regn, der rammer mit havebord.

Regnen har gjort lejren til en skøjtebane - jeg er ved at falde flere gange. Og med et telt uden bund, så må flygtningene simpelthen ligge i en mudderpøl. Heldigvis er det ikke så koldt i dag.

Jeg har travlt i lejren, da jeg har en rigtig tolk til rådighed og da to af de flygtninge, som har brug for min hjælp, taler engelsk.

Flere sager i dag viser klart forskelle mellem kultur og jura. Hvordan man skiller bror fra søster, søn fra mor, blot fordi de hver især er voksne. Vores juridiske familiedefinition er ganske snæver, når det kommer til rettigheder. En søster med tre mindreårige børn har fået lov til at rejse til Athen, da pigen på 13 skal opereres. Men broderen, der er familiens overhoved, skal blive i Moria, da han er 25 år.

Den engelsktalende afghaner, der er anerkendt som ansvarlig for sine to søstre på 12 og 14, kan ikke blive sammenført med dem i Tyskland, selvom de græske myndigheder har anerkendt ham som “care taker”. Hans sag skal nu køre som en selvstændig asylsag. Godt, at der i det mindste er en anden bror i Tyskland - ca. 40 minutters kørsel fra den lejr, hvor pigerne opholder sig.

Og så møder man også en anden asylansøger, der alene er interesseret i at rejse videre og kun vil vide noget om fingeraftryksreglerne. Det er den samme person, som jeg så den anden aften vente på en mulighed for at kravle ombord på færgen til fastlandet.


Lørdag den 7. januar 2017

Dagen starter med at skabe overblik over mine mere end 50 sager. Selvom jeg hver dag indskriver opdateringer i vores skema, kræver det tid at få overblik over, hvilke sager der kræver min opmærksomhed her og nu,

Kører mod lejren kl. 10. Rådgiver flere ansøgere om asylprocessen, og hvad det er vigtigt, at de fortæller. Det er en rar fornemmelse. Hjælper en ældre kvinde, som har hele sin familie i Sverige. Hendes mand blev slået ihjel af Taliban.

Den anden flygtning er statsløs - familien udvandrede fra Afghanistan for 30 år siden, han er født i Iran. Havde opholdsbevis til oktober 2010. Derefter deporteringsbevis. Ingen familie tilbage i Afghanistan.

Manden, der kom til lejren med to søstre, hvor den ene skulle tvangsgiftes med en 65 årige mand - hun var 13. Søstrene er sendt til Tyskland, hvor den anden bror bor. Hvorfor må han ikke følge med? Han har to uddannelser. Måske kan vi i stedet tilbyde ham et job som tolk. Ringe kompensation.


Søndag den 8. januar

Vågner efter endnu en nat uden søvn. Der er simpelthen for koldt på værelset og naboen larmer. Fuldstændigt udbrændt og med dårlig mave, melder jeg mig syg.


Mandag den 9. januar

Vågner til et snelandskab. Og et endnu koldere værelse med fygesne på gulvet. Naboerne larmede til kl. 2 og igen fra kl. 7. Beslutter endeligt, at jeg skal skifte hotel. Der er heldigvis plads. Pakker på 15 minutter. Betaler kun for opholdet. Og ender på et værelse, hvor der er varme og dyner. Skulle være flyttet for længst. Håber på at kunne sove i nat. I det mindste have det varmt.

På grund af sneen i morges kunne den græske hær ikke komme igennem med morgenmaden. Helt ærligt, at bo i uopvarmede telte og ikke få noget at spise eller varmt at drikke, når sneen vælter ned. Forstår godt, at det skabte uro i lejren.

Den congolesiske “formand” har meddelt, at man vil protestere på mandag over de urimelige forhold i lejren.

Aftenen slutter med middag hos en af projektets tolke. Oprindelig asylansøger og nu fastboende på Lesbos med sin hustru. Flygtningestatus grundet hans kristne tro, og da hun er muslim. De har lavet fuldstændig fantastisk mad til os – fra hjemlandet Iran. Og jeg får en hjemmestrikket hue af hustruen, der også arbejder på Lesbos - med integration.


Tirsdag den 10. januar 2017

Fridag, da dagen er en helligdag i Grækenland. Supermarkedet er endnu engang lukket. Havde ellers en fantasi om at lave en omelet. Alt andet er også lukket.

Får en mail om fælles middag kl. 20.

En fælles samtale udvikler sig under middagen om sprogets underfundighed. Om grammatik. Og ejeren optræder med tryllerier - sjove og ikke gennemskuelige. Han elsker at optræde.


Onsdag den 11. januar 2017

Philip har indkaldt til fælles morgenmøde kl. 9. Men tiden er sat efter græsk standard, så vi kommer først i gang kl. 9.45.

Jeg skal alene i lejren - eller som eneste advokat. Omar-projektets arabiske tolk er landet og han skal med.

Og som formiddag bliver til middag, tager sneen til. Det vælter pænt ned i ret store snowflakes. Samtidigt er der en demonstration, trommelyde og råb høres i baggrunden.

Strømmen svigter. Flygtningene i de to nærmeste containere tapper fra vores strøm. Og enten kortslutter den ellers så er det hovedleverandøren, der ikke virker. Men på intet tidspunkt får vi varmen til at køre.

Vi sidder en hel formiddag - faktisk forlader jeg først containeren kl. 13.30 - totalt gennemfrosne. Jeg er så kold, at jeg ikke kan få mine handsker på.

Sneen er voldsommere udenfor - og pludselig er køreturen en udfordring. Der er isglat. Trækker ind til siden to gange, for at lade andre og større biler komme forbi. Kører i maks. 3. gear. Sidder stille i kø lige før Mytilini. Hvorfor ved jeg endnu ikke. Men det tager over en time at køre hjem. Forruden tåger hele tiden til - og jeg må bruge min læderhandske til at afrime. Er faktisk noget anspændt men på ingen måde bange. Holder blot god afstand til de andre biler. Bruger håndbremse, hver gang trafikken går i stå. Kan hvile fødderne og spare benzin (som er ved at løbe ud) og ikke ødelægge koblingen.

Jeg er så gennemfrossen, da jeg endelig når tilbage til kontoret. Inden jeg når at blive varm - går strømmen! Ikke blot hos os men i store dele af Mytilini. Det betyder ingen varme, intet lys, ingen opladning af telefon. Philip udtaler, at det normalt tager ca. 20-30 min. Men ikke i dag. Strømmen er væk i fire timer.

Hvor er det underligt at klage over kulde - når det blot er for et par timer. Kan jeg virkelig gøre det, når ansøgerne bor i telte uden bund, varme, og el i op til 18 måneder!

Retur på kontoret, konstaterer jeg, at vores tolke sidder fast i lejeren. Heldigvis har de fundet varme og læ i DRC-lejren. De skal tilsyneladende vente sammen med en del andre frivillige på, at et “bæltefartøj” når frem til dem. Heldigvis sidder de varmt. Det viser sig, at bæltekøretøjet ikke må tage dem med. Heldigvis finder de vandrende et lift ret hurtigt. Og de kan fragtes hjem i sikkerhed og til varme.


Tirsdag den 10. januar

Vågner med en lille feber.

Ankommer på kontoret - når lige at gå i gang med at danne mig et overblik over dagens opgaver. Desværre afbrydes jeg, da jeg må tage til lejren, for at overtage en af den andre frivilliges interviews. Igen virker varmen ikke i containeren. Fryser.

Det sner ikke i dag, men det regner, og vandet løber i stride strømme. Hvornår mon beboerne får det tørt og varmt igen?

En af ansøgerne kommer til containeren. Og da vi tilsyneladende ikke blot kan trylle en billet til Athen frem, tager han op til UNHCR bagefter, og er voldelig overfor en kvindelig UNHCR-medarbejder. Politiet tilkaldes - og han arresteres. Hvor er det ærgerligt, da han og hustruen faktisk har et interview i morgen. Det bliver nok aflyst nu. Og det har de ellers ventet på i otte måneder.

Forresten en hel igennem sørgelig sag. Ung fyr fra Eritrea på 21, er traumatiseret og skræmt fra livet. Han kommer hver dag. Og selvom han har en lægeaftale bliver lægen væk, når vejret er dårligt. Det er der, behovet er størst. UNHCR bør hjælpe, men jeg må ikke følge ham derop. Noget med samarbejdsregler og vores plads i hierarkiet.

Stakkel dreng. Han er så skræmt og kørt ned. Frustrerende, at jeg ikke kan gøre noget. Det er sgu lige før, at jeg ville smugle ham hjem i min kuffert, hvis jeg kunne.


Sidste dag på Lesbos – 11. januar 2017

Vågner med 39 i feber. Sluger varm the i stride strømme, flere panodiler og bliver under dynen. Skal have afleveret nøgle og telefon. Bevæger mig på kontoret kl. 15. Rystende. Iklædt alt mit varme tøj. Får sagt farvel. Og tilbage til den varme seng med en toiletrulle som nabo.


Torsdag den 12. januar

Op kl. 5.30. Taxa. Flyafgang forsinket med en time. Ryster. Panodil er min ven. Hjemme sent. I morgen tilbage til den danske hverdag.


Der er åbent for nye ansøgninger til Lesbosprojektet – læs mere her