Velkommen til nye advokater

Print Print
22-09-2016

 

Bobler i glassene og velmenende ord fra både justitsministeren, Højesterets præsident og Advokatrådets formand var med til at gøre Årsfesten for nye advokater til en højtidelig aften. Nationalmuseet var traditionen tro rammen om den festlige begivenhed, der markerer, at et hold nye advokater er blevet en del af advokatstanden.
Mens der blev serveret champagne i Nationalmuseets gårdhave, bød Advokatrådets formand, Peter Fogh, de nye advokater velkommen til Advokatsamfundet.
“Normalt taler vi kun om vores kerneværdier – retssikkerhed, uafhængighed og integritet – ved særlige lejligheder. Vi tager for givet, at staten respekterer disse værdier, som er helt grundlæggende for, at vi kan fungere som advokater. Men det er vigtigere end nogensinde at være opmærksom på disse værdier og desuden at kæmpe hårdt for dem – det gælder ikke kun advokater, men alle,” sagde Peter Fogh blandt andet til de nye advokater.