Møde med skatteministeren om skattely

Print Print
21-04-2016

 

Skatteminister Karsten Lauritzen har på baggrund af oplysningerne i de lækkede dokumenter fra Panama om skatteunddragelse besluttet at indkalde en række udvalgte organisationer til et hastemøde til en nærmere drøftelse af problemstillingen. Mødet fandt sted i Skatteministeriet 15. april 2016, og fra Advokatrådet deltog formanden for Advokatrådets Skatteudvalg Kim Pedersen og afdelingschef Lars Økjær Jørgensen, som under mødet blandt andet redegjorde for Advokatrådets tilsynsindsats. Mødedeltagerne drøftede tillige de anbefalinger for grænseoverskridende skatterådgivning, som tidligere er udarbejdet af SKAT samt relevante myndigheder og organisationer, herunder Advokatrådet. Der var på mødet bred enighed om, at anbefalingerne er gode og anvendelige, og at der ikke er behov for revision. Skatteministeren gav udtryk for, at der nok var behov for mere information på området, og der var enighed om, at kendskabet til anbefalingerne bør udbredes.
“Vi ser frem til at styrke dialogen og samarbejdet med skattemyndighederne blandt andet ved at kommunikere fælles holdninger til dét at være en kompetent og seriøs skatterådgiver", siger Kim Pedersen.

Se SKATs anbefalinger for grænseoverskridende skatterådgivning, som er udarbejdet i samarbejde med relevante myndigheder og organisationer, herunder Advokatrådet.