Debat: Sæt logningsreglerne på standby

Print Print
21-01-2016


Blogindlæg på Altinget.dk af Torben Jensen, generalsekretær

Står regeringens lovprogram for dette folketingsår til troende, vil justitsministeren i anden halvdel af februar 2016 præsentere Folketinget for et lovforslag, som indebærer en revision af retsplejelovens regler om teleudbyderes pligt til at foretage logning af tele- og internettrafik – altså de såkaldte logningsregler.

Det præcise indhold af det påtænkte lovgivningsinitiativ kender vi i sagens natur ikke endnu, men efter min opfattelse taler alt for at sætte sagen på stand-by indtil videre og det skyldes flere forhold:

Da de meget omdiskuterede regler om sessionslogning blev ophævet i juni 2014 sagde den daværende justitsminister Karen Hækkerup bl.a. følgende: “Jeg har dog samtidig taget konsekvensen af, at det er tvivlsomt, om reglerne om sessionslogning kan anses for egnede til at opnå deres formål. På den baggrund har jeg besluttet, at reglerne om sessionslogning skal ophæves.”

Ministerens tilkendegivelse var en imødekommelse af den kraftige kritik, der havde været imod sessionslogningen, og som blandt andet gik på, at omfanget af logning gik langt ud over, hvad der måtte anses for nødvendigt for at opnå formålet, nemlig efterforskning og strafforfølgning. Formentlig (og forhåbentlig) var ministerens modstand imod sessionslogningen også påvirket af, at ordningen med sessionslogning indebærer en masseovervågning af hele befolkningen, som kan være vanskeligt forenelig med helt grundlæggende principper for et retssamfund.

Det er svært at se, hvad der måtte have ændret sig så afgørende i det forløbne 1½ år, at det nu skulle være forsvarligt at genindføre sessionslogningen. Og skulle det overhovedet komme på tale at gå videre med tankerne, må jeg appellere til, at et initiativ om nye logningsregler i givet fald først behandles grundigt i et bredt sammensat sagkyndigt udvalg, som får tilstrækkelig tid til at analysere problemstillingen til bunds før der lovgives.

Dertil kommer spørgsmålet om dansk enegang på området.

Som bekendt fastslog EU-Domstolen 8. april 2014, at logningsdirektivet var i strid med EU´s Charter om grundlæggende rettigheder. Og i marts 2015 oplyste Karen Hækkerups efterfølger som justitsminister, Mette Frederiksen, i et svar til Folketingets Retsudvalg, at hverken Storbritannien, Nederlandene, Frankrig, Tyskland, Sverige eller Norge havde regler om sessionslogning svarende til de danske, nu ophævede, regler. Det blev desuden oplyst, at Justitsministeriet ikke var bekendt med, at andre lande havde sådanne regler.

I lyset af EU-domstolens afgørelse og oplysningerne om retstilstanden i andre lande er det mere end svært at forstå, hvad der skulle begrunde, at Danmark skal gå enegang og som det formentlig eneste land i verden genindføre masseovervågning af borgerne i form af sessionslogning.

Som alle andre menneskelige aktiviteter bliver også kriminaliteten i stigende omfang international og grænseoverskridende. Skal man anvende logning for at efterforske og forfølge kriminalitet er det derfor helt afgørende, at det sker på et fælles europæisk grundlag, så der i givet fald kan gennemføres ensartede regler i hele EU – og vel at mærke regler, som er forenelige med EU´s Charter om grundlæggende rettigheder.

Så min klare anbefaling til de danske politikere vil derfor være: Stop og vent!