Minister ændrer lovforslag efter Advokatrådets kritik

Print Print
09-03-2015

Advokatrådet kritiserer skarpt et nyt lovforslag fra Miljøministeriet, som ventes fremsat for Folketinget i denne måned. Ifølge forslaget kan kommunerne give dispensation til lokalplaner for at skabe boliger til flygtninge. Det gælder både etablering af bygninger i landzoner og dispensation til eksisterende boliger, som for eksempel nedlagte skoler.
I det oprindelige lovforslag er den sædvanlige høringsfrist på otte uger helt fjernet. Men efter Advokatrådets høringssvar og Politikens pressedækning har ministeriet ændret i forslaget, så de lokale beboere nu har fået to ugers høringsret. Alligevel er det helt uacceptabelt, fordi loven - selv med to ugers høringsfrist - vil underkende borgernes mest centrale rettigheder i planloven, mener Advokatrådets specialist i miljøret Håkun Djurhuus.
”Jeg mindes ikke, at jeg har set et så vidtgående forslag før. Det er helt usædvanligt”, siger Håkun Djurhuus til Politiken.
”Kort høringsproces mindsker i mærkbar grad offentlighedens indflydelse. Borgere vil klart blive stillet dårligere, og det vil have en pris for de berørte”. Miljøminister Kirsten Brosbøl erkender overfor Politiken, at man har rettet til efter Advokatrådets kritik og Politikens henvendelse.