Politiken: Advokatsamfundet bekymret over korte høringsfrister

Print Print
24-03-2014

 

Det står direkte i regeringsgrundlaget, at kvaliteten af de store mængder lovgivning, der bliver fremsat og vedtaget i Folketinget, skal være højere. Målet er en høringsfrist på minimum fire uger, inden et lovforslag bliver kastet ind i den politiske beslutningsproces. Det giver mindre lovsjusk og mere retssikkerhed, skriver Politiken.
Men en ny opgørelse fra tænketanken Cepos viser, at en tredjedel af de i alt 58 lovkomplekser, der er blevet vedtaget på skatteområdet, siden regeringen trådte til i 2011, har haft en høringsfrist på mindre end to uger, da de blev fremsat.
Advokatsamfundet er bekymret. Især fordi skattelove er kompliceret stof, der ikke kan eller bør handles af på få dage eller uger, siger generalsekretær Torben Jensen til Politiken.
- Derfor er det særlig bekymrende, at vi ser denne udvikling på skatteområdet, og det er ekstra ærgerligt, fordi der faktisk er taget fat på problemet i andre ministerier, hvor vi også har set de samme korte høringsfrister, siger Torben Jensen.
Efter Advokatsamfundets dialog med daværende justitsminister Morten Bødskov (S) i efteråret 2013 har samtlige ministerier i år fået pålagt at notere i selve lovforslaget, hvor længe det har været i høring – og at begrunde beslutningen, hvis et lovforslag ikke har været i høring eller kun har haft en kort høringsfrist.
- Det er et forslag, vi selv har rejst, og derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at det ser ud til at være indført i alle ministerier. Det viser jo, at regeringen har et reelt ønske om at forlænge høringsfristerne efter mange års diskussioner. Netop derfor er det ekstra ærgerligt, at man tilsyneladende fortsætter med at stresse lovgivningsprocessen i et af de ministerier, der opererer med den mest komplicerede lovgivning, nemlig Skatteministeriet.

Foruden Politiken har en lang række dagblade bragt artiklen bl.a. Fyens Stiftstidende, Børsen og Jyllands-Posten