De unge skal lære om retfærdighed

Print Print
16-01-2013

 

Hvad foregår der egentlig, når staten straffer borgeren? Hvad har Grundloven at gøre med en enkelt lille forseelse? Og hvorfor er magten tredelt i det danske retssamfund? Det er nogle af de spørgsmål gymnasieelever over hele landet nu har mulighed for at arbejde med, når der er samfundsfag på skoleskemaet. Advokatrådet står bag en ny ibog til gymnasierne.
- I et demokrati er det vigtigt, at unge i løbet af deres skoletid får en god forståelse for retssystemets funktion og indretning. Det gælder både de bærende principper, men mere basalt også den viden, der betyder, at eleven for eksempel forstår rækkevidden af at sende en sms-togbillet videre til en kammerat. Det er så nemt at gøre. Men de fatale konsekvenser, det kan få for dig selv i form af en plettet straffeattest og begrænsede muligheder for både job og rejseliv, er svære at overskue, når du er 17 år, siger formanden for Advokatrådet, Søren Jenstrup.
- Derfor er vi glade for, at vi i Advokatrådet kan præsentere ibogen ‘Ret og Rimelighed’ – som oven i købet kan stilles gratis til rådighed for gymnasier, siger Søren Jenstrup.
Til at bakke op om materialet står et korps af advokater fra hele landet, der gerne tager ud på gymnasier for at diskutere med og undervise gymnasieeleverne.
“Vi håber, at det vil give anledning til masser af gode diskussioner om alt fra retfærdighed til de mere konkrete regler, samfundet har sat op.”
Advokatsamfundets ibog til gymnasieklasser er udviklet i samarbejde med forlaget Systime. Bogen er støttet af Dreyers Fond.