|
Har du brug for advokat?
Der er hul i dit nye tag. Du er ikke enig i opgørelsen af din restskat. Forsikringsselskabet slår knuder. Ejendomsmægleren siger, at han sagtens kan berigtige sommerhushandlen. Skal du etablere et ApS eller ej? Du skal giftes, men har du brug for en ægtepagt? Har I brug for et testamente, når nu I har fået børn? … Med alle de problemer har man så også brug for advokat?
Svaret er ja, hvis man følger en række uvildige rapporter, som Advokatsamfundet har fået udarbejdet. De fortæller samstemmende, at mange mennesker har behov for advokatbistand. Men de får det aldrig. Det kan nemlig være rigtigt svært at bestemme sig for, om man har brug for en advokat. Og det er ærgerligt, for undersøgelserne viser også, at langt de fleste, der har brugt en advokat, er meget tilfredse med den bistand, de har fået.
En af hovedårsagerne til, at mange mennesker fravælger at gå til advokat, er, at de tror, deres sag skal være meget stor og meget kompliceret, før de vil ulejlige advokaten med sagen. Men intet er i princippet for småt til, at man kan bede en advokat om et godt råd. Og det behøver heller ikke at trække op til en retssag, før du inddrager advokaten som rådgiver. Det kan faktisk være en rigtig god ide at ringe til advokaten, længe inden det kommer så vidt.
Advokater er ikke kun brandslukkere og problemknusere. De er professionelle rådgivere, som er trænet til at forudse problemer og sørge for, at de ikke opstår.
Det behøver ikke at blive dyrt at benytte en advokat som rådgiver. Og det kan blive dyrere i sidste ende, hvis man lader være. Advokaten skal ifølge reglerne altid give dig en idé om, hvor meget prisen bliver. Hvis det er svært for advokaten at se, hvor meget din sag vil komme til at koste, skal du have et overslag på prisen eller besked på, hvordan prisen vil blive fastsat.
I mange tilfælde kan du også få retshjælp, fri proces eller forsikringsdækning, så dine egne udgifter bliver beskedne. Det kan advokaten også hjælpe dig med.
Endelig har du også mulighed for at gennemføre din egen sag ved domstolene uden hjælp fra en advokat. I mindre sager, der drejer sig om beløb op til 50.000 kroner, eller hvis du aftaler det med din modpart, kan en retssag gennemføres uden advokat. Dommeren ka |