Ansvarsforsikring

Print Print

Alle advokater har pligt til at tegne en ansvarsforsikring. Reglerne om ansvarsforsikringen findes i § 61 i Advokatsamfundets vedtægt. Reglerne gælder, uanset om advokaten er ansat i en advokatvirksomhed eller i f.eks. en organisation eller erhvervsvirksomhed.

Minimumskrav
I § 61 er der opregnet nogle minimumskrav, som forsikringen skal opfylde. Ansvarsforsikringen skal som minimum skal have en dækningssum på 2,5 millioner kr. Afhængig af de sager, du som advokat beskæftiger dig med, vil det ofte være en fordel at tegne en ansvarsforsikring med en højere sum. Ansvarsforsikringen skal dække det erstatningsansvar, du som advokat måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved enhver form for uagtsomhed, der skyldes dig eller dit personale.

Der stilles desuden krav om 5 års afløbsdækning, og at det skal fremgå udtrykkeligt af policen, at forsikringsselskabet hæfter over for skadelidte, hvis advokaten har påtaget sig en selvrisiko.

Forsikringen skal i henhold til policen kun kunne bringes til ophør, hvis forsikringsselskabet giver underretning herom til Advokatrådet. Forsikringsselskabet skal i henhold til policen endvidere acceptere, at Advokatrådet kan holde forsikringen i kraft i indtil 1 år.

Forsikringspligt for advokatselskaber
Hvis et advokatselskab drives i enten aktie-, anparts-, kommanditaktie- eller holdingselskabsform påhviler pligten til at tegne ansvarsforsikring selskabet. Det vil sige at selskabet i disse tilfælde skal tegne en ansvarsforsikring, der dækker dels det ansvar, selskabet måtte ifalde og dels det ansvar, som de selskabsdeltagende advokater måtte ifalde. Dækningssummen skal være minimum 2,5 millioner kr. pr. advokat.

Forsikringspligt for partnere
Ikke-advokater der optages som medejere af et advokatselskab skal omfattes af advokatselskabets ansvarsforsikring.

Ingen forsikringspligt for advokatholdingselskaber
Rene advokatholdingselskaber, det vil sige holdingselskaber, hvis eneste formål og aktivitet er at eje aktier eller anparter i et andet advokatselskab, er fritaget for pligten til at tegne ansvarsforsikring.

Forsikringspligt for EU-advokater
For EU-advokater, der driver advokatvirksomhed i Danmark, og som har ladet sig registrere i Danmark under deres hjemlands titel, er forsikringspligten opfyldt i det omfang, den pågældende over for Advokatsamfundet dokumenterer at være dækket af en forsikringsordning, som dækker den pågældendes advokatvirksomhed i Danmark i samme omfang som anført for danske advokater.

Hvis en EU-advokat er dækket af en forsikringsordning, som delvist dækker den pågældendes advokatvirksomhed i Danmark, kan Advokatsamfundet kræve, at den pågældende tegner en supplerende forsikring.

Tilsyn
Advokatsamfundet registrerer alle oplysninger om forsikringsforhold vedrørende advokater. I praksis er det ofte forsikringsselskaberne, der giver Advokatsamfundet oplysninger om ændringer i forsikringsforholdene, men det er den enkelte advokats eget ansvar at sikre, at reglerne overholdes. 



Regler og vedtægter for Advokatsamfundet

Læs gældende regler her

Frivillige tillægsforsikringer og klausuler

Læs om de forskellige tillægsforsikringer og klausuler her.