Klagebetingelser

Print Print


Hvem kan klage?

Klager kan indgives af klienter, advokater og andre, der har en retlig interesse i klagen. Det vil sige, at man normalt ikke kan indgive en klage på andres vegne, hvis man ikke har fuldmagt el.lign.

Herudover kan klager indgives af Advokatrådet. Advokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører tilsyn med advokater.


1-årsfristen

Fristen for at klage over en advokats adfærd er 1 år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klager er blevet bekendt med det forhold, der klages over. Klagen bliver afvist, hvis den er indgivet for sent. Klagen kan dog behandles alligevel, hvis der er en rimelig grund til fristoverskridelsen. Det er nævnet, der afgør, om der er en rimelig grund til fristoverskridelsen.

 Fristen for at klage over en advokats salær er 1 år. Fristen regnes for tidspunktet for den endelige afregning af salæret. Klagen bliver afvist, hvis den er indgivet for sent. Nævnet kan dog behandle klagen alligevel, hvis der er rimelig grund til fristoverskridelsen. Det er nævnet, der afgør, om der er en rimelig grund til fristoverskrivelsen.


Advokatnævnets kompetence

Advokatnævnet har kompetence til at behandle klager over advokater og advokatselskaber. Hvis en advokat har deponeret sin advokatbeskikkelse, kan nævnet tage stilling til adfærd udøvet forud for deponeringen og til salær opkrævet for bistand ydet forud for deponeringen.

I nogle tilfælde, hvor advokaten er udpeget af skifteretten til at varetage et særligt hverv som f.eks. bobestyrer eller kurator, henhører kompetencen til at behandle en klage under skifteretten.

Advokatnævnet er ikke kompetent til at tage stilling til spørgsmål, der allerede er afgjort af domstolene, ligesom nævnet som udgangspunkt heller ikke træffer afgørelse om spørgsmål, der indgår i sager, som verserer ved domstolene. Advokatnævnet er heller ikke kompetent til at tage stilling til spørgsmål om erstatning til klienten.