1. Hvis en advokat har anlagt retssag for sit salærkrav:
Er der anlagt en retssag om en advokats salær, kan sagsøgte (den tidligere klient) anmode om, at sagen indbringes for advokatmyndighederne. Hvis dette er sket, hæver retten retssagen og sender sagen til advokatmyndighederne. Reglen findes i retsplejelovens § 361 stk. 5.
Retten kan afvise at sende sagen til advokatmyndighederne. Det kan ske, hvis det er åbenbart, at sagsøgte ikke vil kunne få medhold. Det samme gælder, hvis sagen ikke egner sig til klagenævnsbehandling.
Retten skal gøre klienten/sagsøgte opmærksom på muligheden for klagenævnsbehandling.
|
|
2. Hvis nævnet har afsagt kendelse: Salærsag: Parterne kan ikke indbringe afgørelsen direkte for domstolene. Parterne kan dog frit anlægge retssag ved domstolene mod modparten. Adfærdssag: Advokater, der har fået en sanktion af Advokatnævnet kan indbringe afgørelsen for retten. Dette er bestemt i retsplejelovens § 147 d.
Advokaten skal anlægge retssagen mod Advokatnævnet; ikke mod klager. Advokaten kan bede retten ophæve eller ændre nævnets afgørelse. Klager er ikke part i retssagen. Frakendelsessag: Advokatnævnet kan frakende en advokat retten til at virke som advokat. Advokaten kan få indbragt en sådan afgørelse for retten. Advokaten skal bede Justitsministeriet om at indbringe sagen for retten.
Indbringelse for retten har opsættende virkning. Det betyder, at advokaten i tiden frem til rettens afgørelse kan arbejde som advokat. Reglen findes i retsplejelovens § 147 c, stk. 3. |