Januar

Print Print
01-01-2010
IV. Advokatens forhold til klienten
2. Fejl og pligter
2.8. Procesførelse
2.8.3. Processkridt
 
Kendelse af 7. januar 2010
Klager, der er privat person, blev af kommunen i 2007 påbudt at reducere antallet af brevduer. Byretten afsagde den 9. juli 2009 dom i sagen. Ankefristen til landsretten var fastsat til den 6. august 2009. Indklagede ansøgte klagers forsikringsselskab om retshjælpsdækning til landsretssagen. I mail af 3. august 2009 til indklagede forespurgte klager: ”Hvordan går det med retshjælpen? Under alle omstændigheder skal vi nok anke sagen. Vi mener, det skal være retten i hænde torsdag 06.08.09.” I mail af 5. august 2009 svarede indklagede klager: ”Jeg har endnu ikke hørt fra forsikringsselskabet, men har noteret at sagen skal ankes, så det skal jeg nok sørge for”I brev af 4. august 2009 til landsretten underskrevet af indklagede anførte indklagede: ”Vedlagt ankestævning med bilagt byretsdom i 2 eksemplarer…” I brev af samme dag til landsretten underskrevet af indklagede meddelte indklagede: ”Dette kun for at meddele, at ovennævnte sag ønskes ført som en prøvesag for undertegnede”Byretten afsagde den 9. juli 2009 følgende dom i sagen: ”[indklagede] har på vegne af [klager] anket dommen ved ankestævning af 4. august 2009, som er modtaget i [landsretten] den 7. august 2009.11.24 Da indlevering af ankestævning er sket efter ankefristens udløb, og da ankestævningen er underskrevet af en advokat, der ikke har møderet for landsret, afviser landsretten anken” Landsretten fasthold ved dom af 18. august 2009 byrettens dom. I brev af 23. august 2009 til landsretten anførte indklagede bl.a.: ”… At Landsretten først har modtaget ankestævningen 07.08.2009 kan jeg kun stå uforstående overfor – men jeg medgiver og beklager, at det måske ikke er helt efter bogen, at jeg har under­skrevet ankestævningen, men jeg har i situationen anset det for at være tilladeligt, når jeg samtidig har anmodet om prøvesag. Af hensyn til min klient beder jeg om at sagen tillades fornyet behandling jf. retsplejelovens § 372.”Den 2. september afgjorde landsretten: ”Der er under henvisning til begrundelsen for dommen af 18. august 2009 om afvisning ikke hjemmel til at tillade ny behandling efter bestemmelsen i retsplejelovens § 372, stk. 3, jf. herved U 94/809 H.” I brev af 9. september 2009 til indklagede gav forsikringsselskabet afslag på retshjælpsdækning til at anke sagen til landsretten med følgende begrundelse: ”…da jeg ikke mener vores kunde har udsigt til at få afgørelsen ændret i Landsretten.” I brev af 14. september 2009 til klager anførte indklagede bl.a.: "Som I kan se afvises sagen af [Landsretten], ligesom [Forsikringsselskabet] ikke bevilger retshjælpsdækning, idet de ikke anser det muligt at få medhold. Jeg har været noget forbavset over sagsforløbet, som I også giver udtryk for - og jeg har derfor brugt lidt tid på at høre mit netværk angående det videre, før jeg sendte bilagene til Jer. Mine kilder mener samstemmende, at havde de tre dommere bedømt selve sagen mod [Kommunen] således, at der var den mindste chance for at gå ændret byretsdommen, så havde de formentlig givet dispensation til at gå videre med sagen - især af hensyn til retssikkerheden. Jeg tror således, at vi skal være tilfredse med udviklingen, at vi på denne måde har fået en form for tilkendegivelse - og dermed slipper for et langt og dyrt forløb". Klager klagede til Advokatnævnet over indklagedes manglende orientering om fri proces, over indklagedes procesførelse, over indklagedes manglende møderet for landsretten og over, at indklagede ikke ankede rettidigt. Nævnet afgjorde sagen således: ”Nævnet finder, at indklagede ved ikke at have orienteret klager om muligheden for at søge om fri proces og ved at indlevere ankestævning efter ankefristens udløb samt ved at underskrive ankestævningen uden at have møderet for landsretten groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Nævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i øvrigt har tilsidesat god advokatskik, hvorfor nævnet frifinder indklagede for de øvrige klagepunkter. Som følge af det anførte pålægges indklagede en bøde til statskassen på 20.000 kr. kr., jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1. ”
 

IX. Retshjælp

3. Retshjælpsforsikring

3.2. Salærfastsættelse

Kendelse af 12. januar 2010

Klager henvendte sig i efteråret 2004 til indklagede med anmodning om bistand i forbindelse med byggeri på klagers naboejendom. Indklagede indbragte sagen for de administrative myndigheder, hvor indklagede blandt andet korres­pon­derede med naboen, kommunen og statsamtet. Ved brev af 20. januar 2006 til forsikringsselskabet søgte indklagede om retshjælp til anlæggelse af sag ved domstolene. I januar 2006 udtog indklagede stævning ved landsretten mod naboen, kommunen og Statsfor­valt­­ningen med principal påstand om, at kommunen skulle anerkende, at naboen havde været u­be­rettiget til at opføre en bygningsdel på sin egen ejendom, hvorfor kommunen havde været ube­rettiget til at meddele dispensation til opførelsen, og at naboen tilpligtedes at nedrive byg­nings­delen, subsidiært at naboen skulle reducere højden. Påstand 2 omhandlede byggeriets højde, og her tilpligtedes kommunen og Statsforvaltningen at anerkende, at dispensation vedrørende byg­geriets højde var meddelt med urette og dermed var ugyldig. Klagers nabo var ligeledes sagsøger i sagen.Ind­klagede sendte faktura af 1. februar 2006 på 25.000 kr. ekskl. moms til klager, som betalte dette beløb den 7. februar 2006. Ved brev af 8. marts 2006 til indklagede meddelte forsikringsselskabet retshjælp til sagen med an­­givelse af et max på 125.000 kr. og selvrisiko på 10 %. Ved brev af 13. marts 2006 til klager ori­enterede indklagede om retshjælpsdækning og vedlagde kopi af forsikringsselskabets brev af 8. marts 2006. Af dette brev fremgår bl.a.: ”På det nu foreliggende grundlag kan vi bekræfte retshjælpsdækning til sagen i overens­stemmelse med vedlagte betingelser. Forsikringssummen er 125.000 kr., og selvrisikoen er 10 %, dog mindst 2.500 kr., jf. betin­gel­sernes § 8, stk. 2. På grund af mindsteselvrisikobeløbet vil á contobetaling af positive udlæg kun finde sted, når de samlede udlæg overstiger dette beløb. For god ordens skyld henleder vi allerede nu opmærksomheden specielt på, at salæret beregnes i overensstemmelse med de retningslinier for sagsomkostninger i borgerlige sager, som følges af domstolene.” Indklagede skriftvekslede sagen, fremlagde bilag, og der blev foretaget syn og skøn. Forbe­red­el­sen fortsatte indtil den september 2008, hvor sagen blev berammet til hovedforhandling. Indklagede sendte den 22. september 2008 acontofaktura på 75.000 kr. ekskl. moms. Forsik­rings­selskabet anerkendte alene at skulle betale 45.000 kr. aconto, og klager betalte – uanset rets­hjælpsdækningen - 48.750 kr. Ved mail af 1. december 2008 til indklagede skrev klagers samlever blandt andet: ”…… Er det muligt at give et overslag på, hvad vi yderligere kan forvente af omkost­ninger? For – som nævnt – havde vi egentlig regnet med, at forsikringen dækkede indtil videre.” Sagen blev hovedforhandlet over 3 dage ved landsretten. Ved rettens dom af 25. marts 2009 fik klager ikke medhold, og landsretten pålagde klager og klagers nabo in solidum at betale sagsomkostninger til de tre sagsøgte med henholdsvis 100.000 kr., 80.000 kr. og 80.000 kr. Af dommens præmisser om omkostningsfastsættelsen fremgår: ”Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal [Sagsøger 1] og [Sagsøger 2] in solidum i sagsomkostninger betale 100.000 kr. til [Sagsøgte 1], 80.000 kr. til [Sagsøgte 2] og 80.000 kr. til [Sagsøgte 3] til dækning af de sagsøgtes udgifter til advokatbistand.” Den 17. april 2009 indbetalte forsikringsselskabet 80.000 kr., og klager betalte 50.000 kr. den 21. april 2009. Indklagede betalte samme dag 130.000 kr. til klagers modparter. Ved faktura af 23. april 2009 til klager afregnede indklagede 45.000 kr. ekskl. moms for sit arbejde i forbindelse med hovedforhandlingen. Klager klagede over indklagedes salær og gjorde bl.a. gældende, at klager aldrig blev orienteret om forsikringens selvrisiko og maksimumsdækning. Ind­kla­gede op­lyste mundtligt, at klagers udgift til sagen ville være det beløb, det kostede, indtil der blev be­vil­get retshjælp, hvorefter ville forsikringen dække, og at klager indtil efteråret 2008, hvor klager modtog faktura nr. 2, troede, at faktura nr. 1 var det beløb, klager skulle betale for sagens førelse, og resten af udgifterne til sagen ville blive afholdt af forsikringsselskabet. Indklagede påstod godkendelse af salæret og gjorde bl.a. gældende, at fakturaen af 1. februar 2006 er af en meget beskeden størrelse arbejdets omfang taget i betragtning, at fakturaen af 22. september 2008 blev afregnet for 30 timers udført arbejde, men det reelle arbejde, der blev udført, var utvivlsomt det dobbelte, at indklagede ved sagens start mundtligt oplyste klager om, at indklagedes timetakst var 2.500 kr. ekskl. moms, hvilket klager har accepteret. Dette fremgår også af den senere faktura af 22. september 2008, at klager var fuldt ud bekendt med procesrisikoen, at indklagede under sine adskillige samtaler med klager og klagers samlever oplyste om, at om­fan­get af omkostninger ville afhænge af sagens udfald, og dette var de indforstået med, at sagen var meget principiel for klager, at indklagede ved sit brev af 13. marts 2006 til klager orienterede klager om bevilget retshjælps­dækning, og klager var fuldt ud bekendt med vilkårene for retshjælp, herunder selvrisiko og mak­­si­mumsdækning, at klager var bekendt med standardvilkår i forsikringspolicen, hvoraf det fremgår, at forsik­ringen har en maksimumsdækning, og at klager selv fremsendte vilkårene til indklagede, og at sagen var kompliceret med mange parter involveret.  Nævnet afgjorde sagen således: ”Indklagedes faktura af 1. februar 2006 på 25.000 kr. ekskl. moms vedrører afregning for ind­klagedes arbejde med sagen i forhold til de administrative myndigheder. Dette arbejde dækkes ikke af klagers forsikring. Efter retsplejelovens § 146, stk. 2, regnes fristen for klager over en advokats vederlag fra den endelige afregning af sagen. Da indklagede fortsatte sit arbejde med sagen efter afslutningen af den administrative behandling af sagen, finder nævnet, at klagen, også for så vidt angår fakturaen af 1. februar 2006, er rettidig. Under hensyn til sagens karakter, det udførte arbejde og det anvendte tidsforbrug finder nævnet, at dette salær ikke er urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2. Fakturaerne af 22. september 2008 på 75.000 kr. ekskl. moms og af 23. april 2009 på 45.000 kr. ekskl. moms vedrører honoraret for førelsen af sagen for landsretten. Indklagede har på klagers vegne ansøgt om og opnået retshjælpsdækning til denne del af sagen. Når der er meddelt retshjælpsdækning, har indklagede forpligtet sig til at respektere policebestemmelserne, herunder at salæret skal beregnes i overensstemmelse med de retningslinjer for sagsomkostninger i borgerlige sager, der følges af domstolene. Nævnet lægger til grund, at klager var bekendt med, at forsikringssummens maksimum var på 125.000 kr., og at der var en selvrisiko på 10 %. Nævnet lægger endvidere til grund, at ind­klagede havde informeret klager om, at de samlede omkostninger i forbindelse med retssagen ville kunne overstige forsikringssummen, hvis klager tabte sagen. Det er nævnets opfattelse, at den omstændighed, at klager ved den afsagte dom blev pålagt at be­ta­le sagsomkostninger, hvorved forsikringssummen blev overskredet, ikke indebærer, at ind­kla­ge­des honorar herefter ikke skal fastsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i for­sik­rings­betingelserne. Grundlaget for indklagedes fastsættelse af honorar beror således ikke på, om rets­sagen vindes eller tabes, og om forsik­ringens maksimum overskrides eller ej. Dette stemmer med partens forventninger ud fra det meddelte retshjælpstilsagn og med, at en part, der har retshjælpsdækning, antages at være berettiget til forlods at få dækket egne omkostninger af for­sik­ringssummen, selv om denne er pålagt at betale sagsomkostninger til modparten. Indklagedes sa­lær for denne del af sagen skal således bedømmes i forhold til forsikringsbetingelserne og der­med beregnes i forhold til, hvad en domstol ville have fastsat. Herefter og under hensyn til landsrettens omkostningsafgørelse i forhold til de tre sagsøgte, fin­der nævnet, at en anvendelse af domstolenes retningslinjer for salærfastsættelse i forhold til ind­klagede, der repræsenterede en ud af to sagsøgere, ville medføre et samlet honorar på 80.000 kr. ekskl. moms. Nævnet nedsætter derfor indklagedes salær for førelsen af retssagen til 80.000 kr. ekskl. moms.”


XIV. Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af klientens interesser
3.5. Forsikringssager
 
Kendelse af 8. januar 2010
Klager havde pådraget sig en personskade, og indklagedes advokatfirma repræsenterede et forsikringsselskab i en retssag mod klager om erstatning for kapitaliserede fremtidige behandlingsudgifter. Den 1. oktober 2009 afsagde landsretten dom i sagen. Indklagede beskrev dommen i anonym form i advokatkontorets nyhedsbrev, men ved en fejl blev der indsat et link til domsudskriften. Klager klagede til Advokatnævnet over offentliggørelsen af landsrettens dom på internettet med klagers navn og personlige oplysninger. Indklagede forklarede, at offentliggørelsen skete fredag den 16. oktober 2009 kl. 14.30 og blev fjernet fra hjemmesiden igen mandag den 19. oktober 2009 kl., 12.15, at når man ser bort fra weekenden, hvor advokatkontoret generelt ikke har mange besøgende på hjemmesiden, fordi den henvender sig til erhvervslivet, var nyheden tilgængelig i mindre end en dag, at klager henvendte sig via mail til advokatkontoret lørdag den 17. oktober 2009, og denne mail blev videresendt til kontorets ansvarlige mandag morgen, at indklagede beklagede sagen over for klager via brev til klagers advokat, og at advokatkontoret gennemgik samtlige arbejdsrutiner for at sikre, at lignende fejl ikke opstår igen, og advokatkontorets retningslinjer og instruks om anonymisering blev indskærpet over for de relevante medarbejdere. Nævnet afgjorde klagen således: ”Nævnet finder, at indklagede ved ikke at have udvist større agtpågivenhed og grundighed i arbejdet med offentliggørelsen har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. På denne baggrund og under hensyn til, at indklagede i 2008 blev tildelt en sanktion for tilsidesættelse af god advokatskik, pålægger nævnet i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, indklagede en bøde til statskassen på 5.000 kr. Nævnet har ved sanktionsfastsættelsen lagt vægt på det relative korte tidsrum, hvor der var link til domsudskriften, og at indklagede har beklaget det skete.”