Oktober

Print Print
01-10-2007
VII. Salærberegning
21. Erstatning

Kendelse af 12. oktober 2007
Advokat X repræsenterede nogle klienter, som var forsikret i A Forsikring, der havde ydet retshjælpsdækning til den pågældende sag. Efter sagens afslutning opkrævede advokat X 27.600 kr. ekskl. moms i salær via retshjælpsforsikringen. A Forsikring ville alene honorere det udførte arbejde med 20.000 kr. ekskl. moms. Advokat X indbragte derfor spørgsmålet for Advokatrådets Responsumudvalg, der godkendte salæret på 27.600 kr. ekskl. moms. På den baggrund afkrævede advokat X overfor A Forsikring dels restbeløbet, dels et salær på 5.800 kr. ekskl. moms for sagens behandling i responsumudvalget. Salæret var fastsat efter medgået tid på 2,9 time á 2.000 kr. ekskl. moms. A Forsikring afviste at dække advokat X's salær og indgav klage til advokatmyndighederne over salæret. Kredsbestyrelsen bestemte, at advokatens salær skulle bortfalde. Advokat X indbragte kredsbestyrelsens afgørelse for Advokatnævnet. Nævnet afgjorde klagen således: ”Efter de almindelige betingelser for retshjælpsforsikringer forpligter advokaten sig til at udføre en sag, hvortil forsikringsselskabet har meddelt dækningstilsagn, for et rimeligt honorar, der som udgangspunkt svarer til det beløb, som kunne forventes fastsat ved anvendelse af domstolenes vejledende takster i proceduresager.  Det er således retshjælpsforsikringsselskabet, der fastsætter salærets størrelse på grundlag af en opgørelse fra advokaten over sit salærkrav. Er advokaten utilfreds med selskabets afregning, henviser selskaberne normalt advokaten til at indbringe spørgsmålet for Responsumudvalget, hvis afgørelse følges af selskaberne. Selv om advokater og klagere normalt ikke kan beregne sig salær eller få dækket omkostninger for arbejdet med behandlingen af en sag ved advokatmyndighederne, finder nævnet, at den specielle ordning for salærafregning i forbindelse med retshjælpssager i væsentlig grad adskiller sig fra den normale situation, således at der er grundlag for en anden bedømmelse. Det er således forsikringsselskabet, der i første omgang bedømmer, hvad et rimeligt salær udgør, og det er selskabet, der henviser advokaten til at benytte sig af adgangen til indbringelse for responsumudvalget som alternativ til at stævne selskabet.  Under disse særlige omstændigheder finder nævnet, at advokaten har krav på at få erstattet rimelige udgifter for indbringelsen af salærspørgsmålet for Responsumudvalget i det omfang, hvor det har vist sig nødvendigt for at få et rimeligt salær for arbejdet med den sag, som selskabet havde givet tilsagn om forsikringsdækning til. Tilsidesætter Responsumudvalget i væsentligt omfang selskabets bedømmelse, har advokaten herefter krav på dækning af rimelige omkostninger for sit arbejde med indbringelse af sagen for Responsumudvalget. Nævnet finder således, at forsikringsselskabets status i disse sager ikke kan sidestilles med en klients. Hvis selskabet skulle sidestilles med en klient hos advokaten, ville det i givet fald være selskabet, der - før eller under en retssag anlagt af advokaten - skulle klage til advokatmyndighederne over advokatens salærkrav. Som anført ovenfor er situationen i retshjælpssager imidlertid den, at det er selskabet, der i første omgang beslutter, hvad et rimeligt salær er, og henviser advokaten til at indbringe spørgsmålet for Responsumudvalget, hvis denne er utilfreds med selskabets beregning.  Nævnet finder herefter, at advokat [X] har krav på at få betalt sit salær med 5.800 kr. ekskl. moms, hvis størrelse der ikke har været indsigelser mod.”

XIV. Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af modpartens interesser
3.2. Inkassosager
3.2.4. Trussel i øvrigt

Kendelse af 17. oktober 2007
I forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold krævede advokat X krævede for sin klient K et beløb hos A. I brevet anførte advokat X bl.a. følgende: ”Løntilgodehavendet andrager kr. 4.950, hvortil kommer feriepenge med 12 ½ %, som De skal indbetale til feriekonto. Løntilgodehavendet skal udbetales til ... eller til mit kontor inden 10 dage fra dato. Såfremt dette ikke sker, overgår sagen til retslig inkasso, hvorved der påløber omkostninger, som vil blive pålagt Dem at betale. Det af Dem rejste modkrav afvises i sin helhed.” Advokat X udtog herefter stævning mod A, der ikke umiddelbart kunne anerkende kravet. A klagede til Advokatnævnet over, at advokat X havde truet med ekstraomkostninger, uden at der foreligger en dom i sagen. Nævnet afgjorde klagen således: Advokatnævnet finder ikke, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik ved i påkravsskrivelsen til [A] at have anført, at såfremt betaling ikke skete inden 10 dage, overgik sagen til retslig inkasso, hvorved der ville påløbe omkostninger, som ville blive pålagt [A] at betale.” Nævnet frifandt således advokat X.

3.6. Ejendomshandel
3.6.1. Tilbageholdelse af den kontante købesum
3.6.1.1. Ved faktiske mangler

Kendelse af 1. oktober 2007
A solgte med overtagelse den 13. oktober 2006 en ejendom til K. Både A og K var repræsenteret af advokat. Ved brev af 17. oktober 2006 reklamerede købers advokat, advokat X, over en række mangler ved ejendommen. Han anførte bl.a.: ”Til sikkerhed for udbedring af ovennævnte mangler samt erstatning for fjernede byggematerialer, skal jeg herved meddele, at der vil blive tilbageholdt kr. 100.000,00 af den deponerede købesum.” A's advokat meddelte, at han ville klage til Advokatnævnet, hvis advokat X fastholdt sin indstilling. Den 7. december 2006 blev det tinglyste skøde sendt fra tinglysningskontoret til sælgers pengeinstitut, uden at der blev givet meddelelse herom til advokat X. Den 11. december 2006 rykkede A's advokat for frigivelse af det deponerede beløb. Han oplyste, at han på tinglysningskontoret havde fået oplyst, at skødet var udleveret i tinglyst stand. Advokat X svarede ikke på denne forespørgsel. Den 15. december 2006 sendte pengeinstituttet det originale skøde til advokat X. Den 18. december 2006 blev købesummen frigivet. A's advokat klagede til Advokatnævnet over, at advokat X havde truet med at tilbageholde 100.000 kr. af den deponerede købesum, og over at han ikke havde frigivet det deponerede beløb straks efter, at skødet den 6. december 2006 var tinglyst uden anmærkning. Nævnet afgjorde klagen således: ”Sælger har hverken i købsaftalen eller efterfølgende givet sit udtrykkelige samtykke til, at køber kan foretage tilbageholdelse i den deponerede købesum. Det er i strid med god advokatskik at true med og at foretage tilbageholdelse, hvorfor advokat [X] har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Efter de foreliggende omstændigheder, herunder den relativt korte periode inden der skete frigivelse sammenholdt med, at truslen om tilbageholdelse af købesummen hurtigt blev frafaldet, finder nævnet, at sanktionen passende kan fastsættes til en bøde til statskassen på 5.000 kr., jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1.”

Kendelse af den 17. oktober 2007
K købte en ejerlejlighed, og advokat X skulle berigtige handlen. I den forbindelse skrev advokat X i et brev til den medvirkende ejendomsmægler bl.a. følgende: ”Jeg har i dag talt med sælger, som er indforstået med, at der tilbageholdes kr. 100.000, indtil godkendelsen fra [K] Kommune omkring badeværelset foreligger. Omkring håndværkerregninger vil sælger fremsende det han har til vores kontor, derudover har han fået lovning på, at mureren, som har udført arbejdet, at han bekræfter, dette er gjort efter de lovbefalede regler omkring vådrum...” Advokat X udfærdigede herefter et skøde, der blev underskrevet af sælger. I § 2 var bl.a. anført: ”Det i lejligheden nyindrettede badeværelse er endnu ikke godkendt af myndighederne, og køberne er derfor berettiget til af den i nærværende skødes § 4 b anførte restkøbesum at tilbageholde max. kr. 100.000, indtil godkendelse er dokumenteret, resp. af det tilbageholdte beløb at afholde de nødvendige udgifter til at opnå myndighedernes godkendelse af badeværelset, dettes installationer m.v.” I kommunens kvittering for anmeldelse af byggearbejdet var anført, at afløbsarbejdet kunne udføres uden forud indhentet særskilt tilladelse under forudsætning af, at visse oplistede betingelser blev opfyldt, herunder at afløbsarbejdet udførtes af autoriseret VVS-installatør. Efterfølgende en murer over for sælger, at han havde påført vægge og loft vådrumsmembran i badeværelse i forbindelse med renovering i 2004. Sagen blev herefter afsluttet i kommunen. Køberne skrev herefter til sælger, at man havde modtaget kopi af byggeafdelingens tilladelse til at udføre det beskrevne byggearbejde, men at det færdige arbejde ikke ville kunne godkendes, idet kommunen ikke kunne undersøge den udførte vådrumsmembran, nu hvor badeværelset allerede var opført. Køberne anmodede herefter sælgeren om via sin håndværker at besvare en række spørgsmål om det udførte arbejde. I et brev til sælgerens advokat, advokat B, skrev advokat X, at han og køber var opmærksomme på proceduren i Byggeri og Bolig, men han anmodede om, at badeværelsets lovlighed blev dokumenteret på anden vis, når dette ikke kunne ske ved godkendelse fra myndighederne. Sælgers advokat svarede, at kommunens kvittering for anmeldelsen var den godkendelse, som nu engang var mulig at indhente, hvorfor man ikke ønskede at besvare købers omfattende spørgsmål vedrørende arbejdets udførelse. Sælgers advokat opfordrede advokat X til at frigive de 100.000 kr., som han i brev af 10. juli 2006 over for banken havde anmodet denne om at tilbageholde. Sælgers advokat klagede til Advokatnævnet over, at advokat X tilbageholdt 100.000 kr. af restkøbesummen med henvisning til påståede mangler, uagtet at betingelserne for handelen er opfyldt, og at den myndighedsgodkendelse, der kan opnås vedrørende badeværelset, er i form af tilladelse til at igangsætte arbejdet. Advokat X mødte personligt for nævnet og forklarede, at han havde begæret syn og skøn, hvor hans klienter af skønsmanden fik medhold i, at badeværelset var ulovligt. Nævnet afgjorde klagen således: ”Af skødet fremgår udtrykkeligt, at 100.000 kr. af den deponerede købesum kan tilbageholdes, indtil myndighedsgodkendelse er dokumenteret. Selv om myndighedsgodkendelse ikke udstedes, har sælger ikke på anden vis dokumenteret, at arbejdet er udført i overensstemmelse med de forudsætninger, som meddelt af [K] Kommune. Derfor finder nævnet, at tilbageholdelsen af det deponerede beløb på 100.000 kr. ikke var i strid med god advokatskik. Advokat [X] frifindes herefter for den rejste klage.”