September

Print Print
01-09-2006
V. Interessekonflikt
6. Bistand til begge parter
6.3. Samme sag

Kendelse af 28. september 2006
Den 26. april 2005 rettede A henvendelse til Advokatfirmaet X på baggrund af firmaets annoncering med bistand vedrørende ”forældrekøb” til et salær på 8.500 kr. inkl. lejekontrakt. Henvendelsen blev besvaret af advokat Y, der oplyste, at A skulle kontakte sælger og meddele sin interesse i købet af lejligheden samt få oplyst, hvem der var sælgers advokat. A fik oplyst, at sælger var repræsenteret af advokat X fra Advokatfirmaet X. A rettede henvendelse til advokat Y og rejste spørgsmålet om, hvorvidt det var et problem, at advokat Y repræsenterede hende, når sælgers advokat var på samme kontor. Advokat X meddelte, at det ikke var et problem. Ved e-mail af 27. april 2005 til A sendte advokat Y diverse dokumenter vedrørende lejligheden og oplyste, at hun endnu ikke havde gennemgået disse dokumenter. Den 28. april 2005 sendte advokat X pr. e-mail udkast til skøde. Ved e-mail af 2. maj 2005 til A anmodede advokat X om en dato for et møde med henblik på underskrift af dokumenterne. A rettede henvendelse til advokat Y den 3. maj 2005. Advokat Y meddelte sin godkendelse af skødet. Ved e-mail af 4. maj 2005 til advokat X foreslog A to mødedatoer. Den 9. maj 2005 oplyste advokat X til A, at sælger havde modtaget henvendelse fra en person, der var interesseret i at købe lejligheden. Efterfølgende rettede A henvendelse til en anden advokat med henblik på bistand i handelen. Denne advokat udtog på A's vegne stævning mod sælger med påstand om, at der var indgået en handel. Advokat X tog bekræftende til genmæle under sagen. A klagede til Advokatnævnet over advokat Y. Nævnet afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet lægger til grund, at advokat [Y] valgte at repræsentere [A] som potentiel køber af en lejlighed, uanset at sælger var repræsenteret af en advokat fra samme kontor. Købet var på det tidspunkt ikke endeligt, og vilkårene var ikke fastlagt. Advokatnævnet finder, at denne konstellation indebærer en sådan risiko for interessekonflikt, at advokat [Y] burde have henvist [A] til en anden advokat. Advokatnævnet finder derfor, at advokat [Y], retsplejelovens § 126, har tilsidesat god advokatskik.” Advokat Y fik pålagt en bøde på 5.000 kr.

Kendelse af 25. september 2006 
Den 31. marts 1999 indgik A og M ægteskab. Den 12. maj 1999 underskrev de en ægtepagt, oprettet af advokat Y fra Advokatfirmaet T. Ægtepagten indeholdt bestemmelser, der kategoriserede visse aktiver som fælleseje og andre som skilsmissesæreje. Ægtepagten blev sendt til tinglysning og den 19. maj 1999 blev ægtepagten afvist fra personbogen. Der blev givet følgende påtegning: ”Afvist på grund af utilstrækkelig individualisering, idet der er uklarhed om alene §§ 2 og 3 skal være særeje, eller om alt er særeje, bortset fra indbo. Hvis alene §§ 2 og 3 er særeje, skal disse individualiseres yderligere.” Den 31. maj 1999 blev ægtepagten tinglyst. Parterne blev efterfølgende separeret og i forbindelse med ægteskabssagen rettede M henvendelse til advokat X fra Advokatfirmaet T. Advokat X oplyste til A, at hun repræsenterede M. Dette gav ikke anledning til indsigelser fra A's side. Den 29. november 2005 rettede advokat B som advokat for A henvendelse til advokat X. Han opfordrede hende til straks at udtræde af sagen under henvisning til, at hun tidligere havde repræsenteret begge parter i forbindelse med oprettelse af ægtepagten. Advokat B oplyste i den forbindelse, at der ville blive sat spørgsmålstegn ved ægtepagtens juridiske gyldighed. Den 9. januar 2006 ansøgte advokat B Statsamtet om fri proces til bodeling, i hvilken forbindelse han gjorde gældende, at ægtepagten ikke opfyldte kravet til specifikation af aktiver. A klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd. Nævnet afgjorde sagen således: ”Som led i separationen skulle der ske bodeling, og parterne var uenige om den. Ved tvisten måtte ægtepagten, der var affattet af advokat [X's] kompagnon, blive af væsentlig betydning. Da det herefter måtte forekomme [A], at der var risiko for, at oplysninger meddelt kompagnonen i fortrolighed nu kunne benyttes mod hende af advokat [X], har der været sådan interessekonflikt, at det var i strid med god advokatskik, at advokat [X] påtog sig at føre ægteskabssagen for [A's] mand. Det gør ingen forskel, at advokat [X] orienterede [A] om, at hun repræsenterede manden, og at [A] ikke i første omgang protesterede.” Nævnet pålagde advokaten en bøde på 5.000 kr.


XIV. Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af egen klients interesser
3.2. Inkassosager
3.2.5. Bestridte fordringer

Kendelse af 28. september 2006  
Ved et retsmøde den 3. oktober 2005 tog A bekræftende til genmæle, og der blev samme dag afsagt dom. Ifølge dommen skulle det skyldige beløb med tillæg af omkostninger betales inden 14 dage. Advokat X sendte den 11. oktober 2005 en domsrykker til A med et girokort og en opfordring til, at beløbet blev betalt inden 14 dage. Den 25. oktober 2005 overførte A gennem netbank det skyldige beløb bortset fra 10 kr. til advokat X. Beløbet blev modtaget hos advokat X den 27. oktober 2005. Den 27. oktober 2005 udfærdigede advokat X en fogedbegæring. Begæringen blev afleveret på dommerkontoret den 28. oktober 2005, men først registreret den 31. oktober 2005. Indbetalingen blev bogført hos advokat X den 31. oktober 2005. Den 31. oktober 2005 fremsendte advokat X kvittering for modtagelse af indbe­talingen, idet han samtidig anførte, at ”De er fortsat i restance med 310 kr., idet sagen er overgivet til fogedretten.” A klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd. Nævnet afgjorde sagen således: ”Idet [A] ifølge advokat [X's] brev af 11. oktober 2005 skulle betale domsbeløbet på 2.310 kr. ”inden 14 dage”, var det rettidigt, da [A] betalte den 25. oktober 2005 ved bankoverførsel. Det var derfor i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, at advokat [X] indgav fogedbegæring den 28. oktober 2005. At advokaten på det tidspunkt ikke var klar over, at der var sket betaling, ændrer ikke ved det anførte, da det påhvilede advokaten at sikre sig, at betaling var sket. Den omstændighed, at der manglede 10 kr. i betalingen, anser Advokatnævnet som en fejl fra [A's] side, og en fogedbegæring alene af den grund ville have været et uforholds­mæssigt retsskridt og i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, i hvert fald hvis man ikke forinden havde rykket for beløbet.” Nævnet tildelte advokat X en irettesættelse.

3.4. Person-, familie- og arveret

Kendelse af 25. september 2006 
Under en ægteskabssag var A repræsenteret af advokat M, og advokat X repræsenterede H. Parterne havde to konti i Nykredit Bank. Saldi på disse var den 18. oktober 2005 15.542,82 kr. og 27.845,48 kr. Den 19. september 2005 bad advokat M Nykredit Bank om, at halvdelen af indeståendet på tre konti i banken blev overført til hans klientkonto i Danske Bank. Han bad endvidere om, at samtlige PBS-aftaler og overførsler, som vedrørte A, blev annulleret. Kopi af denne anmodning blev sendt til advokat X. Advokat M rykkede banken to gange. Den 18. oktober 2005 meddelte Nykredit Bank bl.a. til advokat M, at banken efter anmodning fra advokat X havde spærret A's hævekort i banken. Den 21. oktober 2005 skrev advokat M til banken, at modpartens advokat på ingen måde havde kompetence til at bede banken spærre A's Dankort. Samme dag skrev han til advokat X, at han var uforstående over for, at advokat X havde anmodet banken om at spærre A's Dankort. Han meddelte, at det var uden betydning, om parterne uretmæssigt havde hævet beløb fra kontiene, idet reglerne om vederlagskrav regulerede dette. Parterne blev separeret ved dom den 7. november 2005. A klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd i sagen. Nævnet frifandt advokat X med følgende begrundelse: ”I mangel på oplysninger om andet går Advokatnævnet ud fra, at [A's] og hustruens bankkonti var almindelige fælles konti, hvor parterne gensidigt havde befuldmæg­tiget hinanden til at disponere. Enhver af parterne kan tilbagekalde sin fuldmagt og derved reelt spærre en sådan konto, idet dispositioner herefter kræver enighed. I en separations­situation betyder dette, at hvis ikke parterne kan enes om andet, må indeståendet forblive på kontoen, indtil det frigives i forbindelse med bodelingen. På den anførte baggrund finder Advokatnævnet ikke, at advokat [X] er gået ud over berettiget varetagelse af klientens interesser og har tilsidesat god advokatskik.”

3.8. Lejesager

Kendelse af 28. september 2006 
B havde indgået aftale om udlejning af et enfamilieshus. Lejekontrakten var ikke oprettet på en autoriseret blanket. Det var bl.a. aftalt, at den indvendige og udvendige vedligeholdelse påhvilede lejer, og at lejer herudover skulle passe have. Udlejer kunne forlange konstaterede mangler udbedret straks og lade mangler udbedre på lejers regning. Ved brev af 11. november 2005 til B anførte advokat X som advokat for lejer blandt andet: ”Allerede fordi lejekontrakten ikke er udarbejdet på autoriseret blanket, er det de almindelige regler i h.t. lejeloven, der er gældende, hvorfor udlejer alene har enhver ved lige­holdelsesforpligtelse, såvel indvendig som udvendig. … mine omkostninger forbeholdes.” B's ægtefælle A klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd. Nævnet afgjorde klagen således: ”Efter lejelovens § 5 er der ikke blanketpligt, og advokat [X's] påstand i brevet af 11. november 2005 om, at udlejer alene har vedligeholdelsespligten, allerede fordi der ikke var benyttet autoriseret blanket, var derfor urigtig. Heller ikke i øvrigt er der grundlag for at anse lejekontraktens punkt 7 om lejerens fulde indvendige og udvendige vedligeholdelsespligt for ugyldig. Ved således at have fremsat en åbenbart urigtig påstand om forståelsen af lejeloven er advokat [X] gået videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesser og har derfor tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Advokat [X] har endvidere i brevet af 6. december 2005 beskyldt [B] for at have begået ulovlig omgang med hittegods, fordi hun havde modregnet nogle reparations­regninger i et fejlagtigt indbetalt lejebeløb. Da beskyldningen efter det, der er antaget om lejerens vedligeholdelsespligt, har været uberettiget, og da den er fremsat uden forbehold, er advokat [X] også i den forbindelse gået videre end berettiget til varetagelse af klientens interesser og har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Advokat [X's] bemærkninger i de to breve om omkostningerne er ikke i sig selv i strid med god advokatskik. Som følge af det anførte tildeles advokat [X] i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en irettesættelse.”