Juni

Print Print
01-06-2006

I. Nævnets reaktions- og sanktionsmuligheder
1. Afvisningsgrunde
1.2. Adfærd
1.2.1. Retlig interesse
+
II. Procedurer for klagesagsbehandling
2. Habilitet
+
XI. Forholdet til andre end klienter og modparter
4. Til offentlige myndigheder

Kendelse af 27. juni 2006 
I en sag om opholdstilladelse anførte advokat X til en studentermedhjælper C i ministeriet, at den pågældende måtte regne med at blive draget personligt til ansvar for beslutningen om at fastholde udvisningen af advokatens klient. Ministeriet klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd. Advokat X gjorde under sagen bl.a. gældende, at den afdelingsformand, der behandlede sagen i Advokatnævnet var inhabil, da den pågældende tidligere havde fungeret som næstformand for Flygtningenævnet, at ministeriet ikke havde retlig interesse i klagen, og at han har handlet til berettiget varetagelse af sin klients interesser. Nævnet afgjorde klagen således: ” [Nævnsformandens] funktion som næstformand i Flygtningenævnet har ingen sammenhæng med den for Advokatnævnet til afgørelse foreliggende sag, i hvis udfald [afdelingsformanden] ikke har nogen individuel interesse. Idet der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om [afdelingsformandens] upartiskhed, ej heller bebudelse af et eventuelt personligt erstatningsansvar, bestemmes, at [afdelingsformanden] ikke skal vige sit sæde under denne sags behandling… Idet sagen angår en afgørelse truffet af en ansat i Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration som led i den pågældendes arbejde, har ministeriet den fornødne retlige interesse til at kunne klage, jf. rpl. § 147 b, stk. 3. Retssag om erstatning i anledning af myndighedsudøvelse i en sag som den foreliggende skal som udgangspunkt anlægges mod vedkommende myndighed. For (tillige) at gøre personligt erstatningsansvar gældende mod den disponerende embedsmand kræves efter mangeårig praksis, jf. nu Erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, jf. § 20, at der ikke blot foreligger en klart ulovlig myndighedsudøvelse, men at denne også kan bebrejdes embedsmanden som forsætlig eller groft uagtsom. Advokat [X] skrev i sin mail af 18/8 2004, at [C] måtte ”regne med at blive draget personligt til ansvar” i anledning af Integrationsministeriets brev af 13/8 2004, som hun havde underskrevet. Dette var klart en trussel om sagsanlæg og ikke kun en ”varsling” som anført af advokat [X]. Vedrørende den foreliggende sag i øvrigt bemærker Advokatnævnet, at det afhænger af en bedømmelse af advokat [X's] konkrete anledning i den konkrete sag til at true [C] med erstatningskrav, hvorvidt hans trussel var beføjet til varetagelse af klienternes interesser, eller den var i strid med god advokatskik. Det omfattende materiale, advokat [X] har fremlagt vedrørende Integrationsministeriets praksis generelt, således som advokat [X] opfatter den, belyser baggrunden for hans adfærd, men er ikke i sig selv afgørende. Efter de meget få oplysninger om den konkrete sag har advokat [X] ikke haft blot nogenlunde antagelig anledning til at mene, at der var grundlag for at rejse erstatningskrav mod [C], fordi denne havde underskrevet Integrationsministeriets brev af 13/8 2004 til advokatens klienter. Hans trussel har i sammenhængen mest haft chikanøs karakter. Advokatnævnet bemærker i den forbindelse, at advokat [X] efter det materiale, han selv har fremlagt, øjensynligt i vidt omfang benytter personlige søgsmål mod embedsmænd – og trusler om det – som midler i sin kamp mod Integrationsministeriet og udlændinge­myndighederne. Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat [X] groft har tilsidesat god advokatskik. Under hensyntagen hertil pålægges advokat [X] i medfør af rpl. § 147 c, stk. 1, en bøde på 25.000 kr. til Statskassen.”

III. Almindelige principper for advokaters adfærd
2. Tavshedspligt
2.1. Klienten

Kendelse af 7. juni 2006 
X kontaktede advokat X med henblik på drøftelser om opstart af privat virksomhed. I brev af 28/10 2005 til A anførte advokat X, at det af parternes møde fremgik, at opstarten af virksomhed afhang af mulighed for finansiering, idet A havde fået afslag fra to pengeinstitutter. Advokat X anførte endvidere: ”Nogle dage efter [mødet] kom jeg i tanke om en rigtig god mulighed, der eventuelt ville være villig til at tilføre projektet den professionelle erfaring, der ville være gavnlig og kunne bidrage finansielt i nødvendigt omfang. Jeg kontaktede telefonisk direktør [D], der efter et par minutters drøftelse tilkendegav, at du var velkommen til at ringe til ham, så ville han se på det.” Advokat X anførte endvidere, at han dagen før havde returneret det udleverede materiale til A. A klagede til Advokatnævnet over advokat X og gjorde gældende, at advokat X tilsidesatte god advokatskik ved at orientere D, om A's planer om opstart af firma, hvilket han ikke havde bedt om. Advokat X påstod frifindelse og gjorde gældende, at han ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, allerede fordi der ikke er videregivet nogen form for relevant information. Henvendelsen til direktør D var alene en telefonisk kontakt, og han sendte hverken før eller efter nogen form for informationsmateriale eller videregav oplysninger om A, den geografiske placering, talmæssige oplysninger eller anden relevant information. Det var kun tale om en generel forespørgsel, om D ville se på et projekt vedrørende lægelige helbredstjek, som en ny klient havde. Nævnet afgjorde sagen således: Nævnet finder, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik ved at rette henvendelse til tredjemand uden at sikre sig, at [A] var indforstået med, at der blev rettet en sådan henvendelse vedrørende finansiering af den virksomhed, som [A] påtænkte at påbegynde.” Nævnet tildelte advokat X en advarsel.

IV: Advokatens forhold til klienten
2. Fejl og pligter
2.6.1.1. Belåning

Kendelse af 27. juni 2006 
A købte i 2005 en ejerlejlighed til overtagelse den 15/8 2005. Af købsaftalens pkt. 12 fremgik, at advokat X var rådgiver for A, og at han som kunne fremkomme med eventuelle indsigelser til købsaftalen senest 12/8 2005. Det fremgik af købsaftalen, at lejligheden var totalrenoveret/ombygget i forbindelse med ændring af lejlighedens status fra erhverv til beboelse. Låneoptagelsen blev forsinket som følge af  lejlighedens ændrede status. A klagede til Advokatnævnet over, at advokat ikke i købsaftalen tog forbehold for en 80 % kreditfinansiering. Den forsinkede låneoptagelse medførte ekstra omkostninger for ham i form af ekstra renter til boliglån og mellemfinansiering, indtil kreditforeningsfinansiering kunne opnås. Nævnet afgjorde sagen således: ”I handel med fast ejendom og i tilfælde som det foreliggende påhviler det en advokat at rådgive klienten om, at der er risiko for, at der ikke vil kunne opnås sædvanlig belåning inden for de sædvanlige frister. Ved ikke at have ydet en sådan rådgivning finder nævnet, at advokat [X] har handlet i strid med god advokatskik og tildeler ham i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en irettesættelse.”

2.10. Erstatningssager
+
6. Orientering til klienten
6.4. Om procesrisiko

Kendelse af 27. juni 2006 
I januar 2005 rettede A's far henvendelse til advokat X med anmodning om bistand til A i en erstatningssag efter et færdselsuheld. På dette tidspunkt havde skadevolders forsikringsselskab ved brev af 28/12 2004 tilbudt at betale en méngodtgørelse på 32.250 kr. på grundlag af forsikringsselskabets lægekonsulents indstilling til selskabet baseret på et skøn om, at méngraden udgjorde 5 %. Advokat X rettede ved brev af 18/1 2005 henvendelse til forsikringsselskabet og oplyste, at hun nu bistod A i personskadesagen, at hun var bekendt med selskabets brev af 28/12 2004 til A, men at hun ikke kunne acceptere det fremsatte tilbud. Efterfølgende korresponderede advokat X med A, med hendes ulykkesforsikringsselskab og med skadevolders forsikringsselskab, og sagen blev forelagt for Arbejdsskadesstyrelsen, der ved brev af 14/4 2005 meddelte, at méngraden var vurderet til mindre end 5 %. Den 3/5 2005 fremsendte advokat X den vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen til A og anførte, at hun var mest tilbøjelig til at anbefale at slutte sagen på det foreliggende grundlag. Sagen blev herefter afsluttet, således at forsikringsselskabet betalte 3.200 kr. ekskl. til dækning af A's omkostninger til advokatsalær. Advokat X afregnede over for A et salær på 3.200 kr. ekskl. moms. A klagede til Advokatnævnet over advokat X's sagsbehandling og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at advokat X alene blev anmodet om juridisk vurdering af tilbudet fra skadevolders forsikringsselskab, at advokat X burde have stoppet sagen på langt tidligere og ikke have sendt den videre med den risiko, der lå i, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse resulterede i, at forsikringsselskabet ikke ville udbetale den tidligere tilbudte erstatning, og at advokat X ikke skulle have meddelt selskabet, at det fremsatte tilbud ikke kunne accepteres. Advokat X påstod frifindelse og redegjorde for sin sagsbehandling. Advokatnævnet udtalte følgende: Således som sagen foreligger oplyst, lægger nævnet til grund, at advokat [X] ikke forud for henvendelsen til [forsikringsselskabet] om afslag af forligstilbudet af 18/1 2005 har rådgivet [A] om risikoen for, at godtgørelsen ville bortfalde som følge af, at méngraden ville blive fastsat til under 5 %. Ved at undlade en sådan rådgivning finder nævnet, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik og tildeler hende i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en irettesættelse.”

2. Fejl og pligter
2.6. Ejendomshandel
2.6.2. Undersøgelsespligt

Kendelse af 19. juni 2006 
I 1998 købte A og B en anpartslejlighed i København. Handlen blev berigtiget af advokat X. I 2004 solgte A og B lejligheden. Under berigtigelsen af denne handel meddelte købernes advokat, at handelen alene kunne godkendes under forudsætning af, at ejendommen fik ændret status til et tofamiliehus. Dette medførte en udgift for A og B på i alt 44.312 kr., til bl.a. brandisolering, lyddæmpende foranstaltninger m.v. Endvidere havde de en ekstra udgift på ca. 7.000 kr., fordi overtagelsesdagen måtte udskydes en måned på grund af problemerne med ejendommens status. A og B klagede til Advokatnævnet over, at advokat X i forbindelse med deres køb af lejligheden beliggende ikke havde gjort opmærksom på, at ejendommen ikke havde status af 2-familiebolig. Advokat X påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at salget i 2004 kunne have været gennemført, uden at ejendommens status skulle ændres til et 2-familieshus. Han oplyste, at sagen har været forelagt hans forsikringsselskab, der har afvist at være erstatningspligtige. Nævnet afgjorde sagen således: Advokatnævnet lægger til grund, at advokat [X] med ejendomsmæglerens brev af 17. december 1998 modtog BBR-ejermeddelse, udskrevet den 13. januar 1997 hvoraf fremgik, at den omhandlede ejendom var et enfamilieshus. Af sagens øvrige dokumenter fremgik, at [A's] køb angik en ideel anpart af ejendommen på 45 %, omfattende brugsret til førstesalslejligheden. Det fremgik endvidere, at der i stuelejligheden var særskilt beboelse for ejeren af anden ideelle anpart af ejendommen på 55 %. Advokatnævnt finder, at advokat [X] ved en omhyggelig gemmegang af sagens dokumenter burde have konstateret uoverensstemmelsen og drøftet konsekvenser heraf med køberne, inden han godkendte handlen. Ved ikke at konstatere denne uoverensstemmelse mellem oplysningerne om ejendommens faktiske anvendelse og de i BBR-ejermeddelsen registrerede forhold eller ved ikke at søge uoverensstemmelsen afklaret, inden han den 29. december 1998 godkendte handlen uden forbehold, finder nævnet, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik.” Nævnet tildelte advokat X en irettesættelse og henviste spørgsmålet om erstatningsansvaret til domstolene.

VII . Salærberegning
1. Generelt
1.5. Indledende bistand

Kendelse af 2. juni 2006 
A og B blev i forbindelse med opstart af virksomhed af et erhvervscenter henvist til et advokatfirma, som i en annonce havde anført ”juridisk bistand – GRATIS BISTAND – til iværksættere”. I annonceteksten var anført, at tilbuddet omfattede 1 times gratis advokatbistand. Endvidere var anført følgende: ”hvis du ønsker at gøre brug af os udover den gratis bistand, tilbyder vi en skriftlig opgavebekræftelse, der indeholder oplysning om arbejdets omfang, pris, tidsplan m.m. Så undgår du ubehagelige overraskelser og kan budgettere med dine udgifter til advokat… tilbudet omfatter ikke egentlig sagsbehandling, udfærdigelse af dokumenter, forhandling med modpart, domstolsbehandling m.v.”. Den 14. maj 2004 holdt A og B et møde med advokat X fra advokatfirmaet. Mødet varede 2 timer og 45 minutter. A og B udleverede til advokat X et oplæg til licensaftaler og budgetter. Den 19. maj 2004 gav A og B advokat X nogle kommentarer til en licensaftale. Herudover korresponderede A og advokat X pr. mail i perioden 19. maj til 7. juni 2004 primært vedrørende sagens udvikling. Den 8. juni 2004 meddelte A og B til advokat X, at licensaftalen ikke ville blive en realitet. Den 19. august 2004 afregner advokat X sin bistand med sagens oprettelse, journalisering, telefonsamtaler og mailkorrespondance, møde den 14. maj 2004, drøftelser vedrørende licensbetingelser og vilkår samt mindre juridiske undersøgelser og kommentarer omkring udkast til kontrakt. Salæret udgjorde 8.500 kr. inkl. moms, der senere blev nedsat til 6.875 kr. inkl. moms. A og B klagede til Advokatnævnet over salæret og henholdt sig til, at advokat X's firma havde annonceret med tilbud om vederlagsfri erhvervsrådgivning. Advokat X havde på intet tidspunkt under mødet den 14. maj oplyst om, at den gratis rådgivning var afsluttet, og at mødet derefter ville blive afregnet efter timesats. Advokat X var ikke involveret i forhandlinger, og mødet hovedsageligt drejede sig om advokatfirmaets generelle muligheder for at etablere selskaber og hjælpe iværksættere. A og B havde klart pointerede over for advokat X, at han ikke ønskede at involvere ham i sagen, før der forelå et udkast til kontrakt. Der var ikke fra advokatens side udarbejdet juridiske dokumenter. Advokatnævnet afgjorde salærklagen således: Under sagens omstændigheder var det ikke oplagt, at [A og B] skulle betale for den bistand, de modtog fra advokat [X]. Der kunne meget vel – således som [A og B] også opfattede det – være tale om, at advokaten kun ville kræve salær, hvis der blev tale om et konkret projekt. I hvert fald når dette er tilfældet, har advokat [X] ikke været berettiget til at kræve salær, idet advokatfirmaet havde oplyst i brochuren, at ”Hvis du ønsker at gøre brug af os ud over den gratis bistand, tilbyder vi en skriftlig opgavebekræftelse … så undgår du ubehagelige overraskelser …”. Advokat [X] skulle herefter enten have givet en sådan ordrebekræftelse eller have oplyst, at det ikke kunne lade sig gøre og hvorfor, eller han skulle i øvrigt klart have meddelt, at videre rådgivning ville udløse salær. Advokat [X's] salær skal på den baggrund bortfalde.”

VIII. Salærafregning
15. Tidspunkt for salærafregning

Kendelse af 7. juni 2006 
A indgav salærklage over et salær på 100.000 kr., som advokat X havde beregnet for bistand til A i forbindelse med inddrivelse af en fordring på ca. 14 mio. kr. som A havde til gode hos selskabet K A/S. Advokat X tog i februar 1993 kravet til inkasso over for K A/S og opgjorde i den forbindelse inkassoomkostningerne til 271.200,62 kr. inkl. moms. Den 24/2 1993 anmeldte K A/S betalingsstandsning, og den 23/3 1993 blev K A/S taget under konkursbehandling. Advokat X indtrådte som medkurator. Konkursbehandlingen af selskabet, der tillige omfattede andre selskaber i samme koncern, medførte bl.a. en række retssager og blev først afsluttet ved udlodning af dividende til de simple kreditorer med ca. 6 % den 13/12 2004. Ved brev af 30/12 2004 afregnede advokat X dividendebeløbet med fradrag af et salær på 100.000 kr. ekskl. moms i henhold til en vedlagt faktura. Kredsbestyrelsen afgjorde som 1. instans sagen således: ”Når henses til omfanget af det af advokat [X] udførte arbejde og til sagsgenstanden på ca. 14 mio. kr. finder kredsbestyrelsen ikke, at salæret bør nedsættes eller bortfalde. Kredsbestyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at arbejdet med sagen først kan siges at være afsluttet i forbindelse med konkursboets afslutning i december 2004. [A's] synspunkt om, at kravet er forældet, kan derfor ikke tiltrædes. Med disse begrundelser godkender kredsbestyrelsen advokat [X] salær.” A indbragte sagen for Advokatnævnet, der afgjorde sagen således: Nævnet finder, at sagen har været afregningsmoden fra et tidspunkt, der ligger kort efter anmeldelsen i 1993 af fordringen til konkursboet. Ved først i 2004 at foretage afregning for bistand i relation til inkassosagen har advokat [X] som følge af indtrådt forældelse fortabt retten til sit salærkrav, hvorved bemærkes, at nævnet ikke anser det for godtgjort, at [A] på noget tidspunkt er fremkommet med tilkendegivelser, der af advokat [X] kunne opfattes som en anerkendelse af, at der henstod et afregningsmellemværende omfattende inkassosagen, som først kunne og ville blive afregnet i forbindelse med afslutningen af debitors konkursbo. Som sagen er oplyst, finder nævnet det ikke godtgjort, at det i advokat [X's] nota af 20/12 2004 beskrevne arbejde, der omfattede hans arbejde i 2004, har haft et større tidsmæssigt omfang end anerkendt af [A]. Nævnet finder på dette grundlag, at advokat [X] alene er berettiget til et salær på 10.000 kr. ekskl. moms for dette arbejde.”

IX. Retshjælp
2. Fri proces

Kendelse af 2. juni 2006 
I marts 2004 anmodede A advokat X om at bistå hende i en sag om forældremyndighed over hendes to børn. A fik fri proces til sagens gennemførelse. I september 2004 anmodede A advokat X om at bistå hende med at få lagt samværet mellem børnene og deres far i faste rammer. Den 7. oktober 2004 sendte advokat X til A en udskrift af dombogen, hvoraf fremgik, at hun blev tillagt forældremyndigheden over børnene. Han bekræftede samtidig, at han ville fremsende et forslag til samværsordning. Den 6. september 2005 anmodede advokat X om, at A indbetalte 2.500 kr. til dækning af sagens løbende advokatomkostninger. Den 9. september 2005 bad A om en oversigt over omkostningerne vedrørende samværssagen. Den 15. september 2005 fremsendte advokat X faktura vedrørende samværssagen. Salæret udgjorde 7.700 kr. ekskl. moms. Samtidig anmodede advokat X om A's årsopgørelser for 2003 og 2004 for at søge offentlig retshjælp. Den 20. september 2005 fremsendte A sine årsopgørelser og bad om, at der blev søgt om retshjælp. Den 22. september 2005 sendte advokat X retshjælpsblanket til og oplyste, at beløbet for offentlig retshjælp 1.515 kr. ville blive fradraget i fakturabeløbet, hvorefter hans tilgodehavende var 6.488 kr. ekskl. moms. Den 28. september 2005 protesterede A over, at hun skulle betale for samværssagen, da hun ikke på noget tidspunkt havde fået oplyst, at hun selv skulle betale. A indgav herefter klage. Kredsbestyrelsen bestemte under sagen, at salæret skulle bortfalde, da advokat X ikke havde givet A oplysning om, at der ikke kunne opnås fri proces til samværssagen. Kredsbestyrelsens afgørelse blev ikke indbragt for Advokatnævnet. A havde imidlertid tillige indgivet adfærdsklage over advokat X. Nævnet afgjorde adfærdsklagen således: ”Advokat [X] burde have oplyst [A] om, at hans arbejde med hendes samværssag ikke var omfattet af bevillingen til fri proces til retssagen om afgørelse af forældremyndighedsspørgsmålet, idet det for ikke fagkyndige er nærliggende at tro det modsatte, og idet det også rent faktisk fremgik af [A] brev af 20/9 2004, at hun knyttede de to sager sammen. Ved ikke at have oplyst [A] klart om, at hun selv skulle betale for hans arbejde med samværssagen, har advokat [X] handlet i strid med god advokatskik. Da advokat [X's] handlemåde imidlertid har medført, at han har fortabt retten til salær vedrørende samværssagen, tildeles han i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, alene en irettesættelse.”

3. Retshjælpsforsikring
3.4. Salær hos klienten
+
3.5. Overholdelse af forsikringsbetingelserne

Kendelse af 7. juni 2006 
A og B rettede henvendelse til advokat X med anmodning om bistand til gennemførelse af sagen mod sælger af et kolonihavehus, som i strid med kolonihaveforeningens vedtægter havde solgt huset til overpris. Den 6/9 2004 fremsendte advokat X udkast til stævning til sælger med oplysning om, at stævning ville blive fremsendt til retten, hvis der ikke skete betaling af påstandsbeløbet inden 10 dage. Den 17/9 2004 udtog advokat X stævning for A og B mod sælger med påstand om betaling af 145.189 kr. Ved brev af 23/9 2004 fremsatte advokat X tilbud om forligsmæssig løsning på sagen mod sælgers betaling af 135.000 kr. Han anførte, at han i tilfælde af betaling ville anbefale sine klienter at hæve sagen på vilkår, at hver part afholdt egne sagsomkostninger. Ved brev af 11/10 2004 meddelte sælgers advokat, at sælger alene ville acceptere betaling af 51.404 kr. Sælgers tilbud blev efter telefoniske drøftelser mellem advokaterne forhøjet til 100.000 kr. Ved brev af 20/10 2004 foreslog advokat X, at sagen blev forligt med sælgers betaling af 135.000 kr. Ved brev af 21/10 2004 præciserede advokat X, at hans klienter som en del af forliget accepterede, at hver part afholdt egne sagsomkostninger. Ved brev af 3/11 2004 accepterede sælgers advokat forligsmæssig afslutning af sagen mod betaling af 135.000 kr. og en aftale om, at retssagen blev hævet, og at hver part skulle bære egne sagsomkostninger. Den 11/11 2004 betalte sælger forligsbeløbet på 135.000 kr. Forinden havde advokat X den 23/9 2004 ansøgt om retshjælpsdækning til retssagen mod sælger. F Forsikring havde ved brev af 12/10 2004 anmodet om oplysninger om forsikringstagernes forsikringshold. Efter korrespondance mellem F Forsikring og advokat X meddelte selskabet ved brev af 10/11 2004 retshjælpsdækning til sagen i henhold til de almindeligt gældende retshjælpsbetingelser. Den 12/11 2004 meddelte advokat X, at han ville forsøge at få dækket 10.790 kr. af sagens omkostninger hos forsikringsselskabet, og at hans salær over for A og B i alt udgjorde 12.500 kr. inkl. moms. Ved brev af 12/11 2004 til F Forsikring oplyste advokat X, at der var indgået forlig i sagen, og at opgørelsen i henhold til retshjælpsforsikringen så således ud: ”Retsafgift                      kr.  3.290,00 Salær e.o. incl. moms 10.000,00 i alt kr. 13.290,00 – selvrisiko 2.500,00 Forsikringsdækning kr. 10.790,00, hvilket beløb jeg anmoder om at få anvist til mit kontor. Opmærksomheden henledes på, at takstmæssigt proceduresalær for en sag med pågældende sagsværdi er kr. 20.000 incl. moms og retsafgift.” Ved brev af 15/11 2004 til advokat X anførte F Forsikring, at retshjælpsvilkårenes § 9, stk. 2, ikke var overholdt, idet spørgsmål om fordeling af sagens omkostninger ved indgåelse af forlig skal begæres påkendt af retten eller godkendes af selskabet, inden bindende aftale indgås. Ved brev af 31/1 2005 til advokat X meddelte F Forsikring, at A og B havde kontaktet selskabet og oplyst, at der var afregnet over for dem allerede ved brev af 12/11 2004. Selskabet henviste til retshjælpsvilkårenes § 11, stk. 2, hvoraf fremgår, at advokater skal afstå fra at gøre salærkrav gældende hos sikrede, når der gives tilsagn om retshjælpsdækning. Ved brev af 2/2 2005 til F Forsikring anførte advokat X bl.a., at det ikke er usædvanligt, ”at der parallelt med en retssags forberedelse uden præjudice forhandles et mundtligt udenretligt forlig”, og at dette var tilfældet i sagen, hvor klienterne accepterede, at hver part skulle afholde egne sagsomkostninger. Advokat X anførte videre, at hans klienter havde fået oplyst, at han salær efter omstændighederne ville udgøre 10.000 kr. ekskl. moms. På dette grundlag blev sagen udenretligt forligt, og retshjælpsforsikringen var dermed ude af billedet, men at han opfordrede X til kulancemæssigt at dække et beløb på 13.290 kr. Ved brev af 10/2 2005 til F Forsikring anførte advokat X bl.a., at han havde modtaget sine klienters mandat til at indgå et udenretligt forlig om betaling af 135.000 kr. inkl. sagens omkostninger til advokat på 10.000 kr. ekskl. moms. Forliget omfattede således sagsomkostningerne, hvorfor retshjælpsforsikringen var ude af billedet. Såfremt F Forsikring kulancemæssigt ville forbedre klienternes forlig, havde hverken klienterne eller han noget herimod. Ved brev af 18/2 2005 meddelte F Forsikring, at man var indforstået med at acceptere et forlig, hvorefter der i relation til retshjælpsforsikringen alene resterede betaling af retsafgift, som selskabet ville afholde, dog med fradrag af selvrisiko. Beløbet ville blive betalt direkte til advokatens klienter. A og B klagede til Advokatnævnet over advokat A's adfærd i sagen. Nævnet afgjorde sagen således: ”Nævnet finder, at advokat [X] ikke har godtgjort, at han forud for indgåelsen af det udenretlige forlig har rådgivet [A og B] om konsekvenserne af indgåelse af forlig i retssagen i relation til muligheden for dækning af omkostninger til advokat under retshjælpsforsikringen. Nævnet finder, at advokat [X] har handlet i strid med god advokatskik ved at opkræve salær hos [A og B] i den foreliggende situation, hvor han havde søgt retshjælpsdækning, idet han dermed var forpligtet til at overholde vilkår for retshjælpsforsikring, herunder at der ikke kan afregnes salær direkte over for klienterne. Han var derfor ikke berettiget til at indgå forlig i sagen uden forsikringsselskabets accept heraf, når han ikke havde opnået klienternes udtrykkelige accept af, at ansøgningen om forsikringsdækning blev frafaldet, efter at klienterne forudgående var blevet gjort bekendt med de økonomiske konsekvenser heraf.” Nævnet pålagde advokaten en bøde på 5.000 kr. Nævnet bemærkede, at der er ved afgørelsen ikke var taget stilling til berettigelsen af størrelsen af advokatens eventuelle salærkrav over for A og B, da dette ikke er påklaget. Advokaten har indbragt nævnets afgørelse for landsretten.

XIV. Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af egen advokats interesser
3.2. Inkassosager, herunder indberetning til kreditoplysningsbureauer o.l.
3.2.1. Fremgangsmåde

Kendelse af 27. juni 2006 
Advokat X repræsenterede K A/S i tre inkassosager mod A i slutningen af 2003 og starten af 2004. Den 3/5 2004 fremsatte A's advokat tilbud om en forligsmæssig løsning, hvorefter A fik saldokvittering mod at indbetale 60 % af den samlede gældsforpligtelse, og hvorefter der skulle ske sletning hos RKI og andre tilsvarende registreringsvirksomheder. Ved brev af 18/5 2004 meddelte advokat X, at det fremsatte tilbud kunne accepteres, og anførte registreringerne i RKI ville blive slettet, når forligsbeløbet var indbetalt. Den 19/5 2004 blev forligsbeløbet indbetalt, og den 7/9 2004 og 30/4 2005 blev advokat X anmodet om at slette A i RKI. Den 2/5 2005 blev det bekræftet, at A var slettet i RKI. Den 15/6 2005 fremsendte advokat X til A et såkaldt ”overvågningsbrev” med rykker for betaling og meddelelse om, at A fortsat var registreret hos RKI. A klagede til Advokatnævnet over, at advokat A havde rykket for betaling m.v. uanset at restbeløbet var betalt. Advokat X herved har demonstreret sløseri, rod og ligegyldighed. Advokat X påstod frifindelse og gjorde gældende, at der var sket fejlregistrering i hans edb-system, hvor sagen var registreret sluttet som uerholdelig, men burde have været registreret sluttet som indbetalt. Fejlen blev rettet i edb-system, da han blev opmærksom på fejlregistreringen, og han beklagede forløbet i sagen. Nævnet afgjorde sagen således: Advokatnævnet lægger til grund, at [A] ikke har været registreret i RKI efter den 2/5 2005, uagtet indholdet af den fremsendte overvågningsskrivelse af 15/6 2005. Nævnet finder, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik ved ikke ved modtagelsen af betalingen af akkordbeløbet at have sikret sig, at fordringen blev registreret som fuldt indgået samt sikret, at der skete sletning i RKI. Det må i den forbindelse tillægges skærpende betydning, at advokat [X] ikke reagerede på [A's] brev af 7/9 2004 om sletning i RKI. Det må yderligere tillægges skærpende betydning, at [A] derved uberettiget har været registreret i RKI i en længere periode. Som følge af det anførte pålægges advokat [X] i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, en bøde til Statskassen på 10.000 kr.”

3.7. Retssager/voldgift
3.7.3. Processkridt

Kendelse af 27. juni 2006 
Advokat A repræsenterede sagsøgte i en sag vedrørende mangler ved fast ejendom, hvor advokat X repræsenterede sagsøgeren. Efter afslutning af domsforhandling den 11/10 2005 kom retten med en mundtlig tilkendegivelse, som advokat X ikke accepterede. Sagen blev derfor optaget til dom. Advokat X sendte den 7/11 2005 et uddrag af ”Kommentar til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.” til retten og advokat A. I fremsendelsesbrevet anførte advokat X bl.a.: ”Selv om jeg er bekendt med, at Retten sædvanligvis ikke ser på materiale modtaget efter domsforhandlingen, tillader jeg mig alligevel at fremsende kopi af Hans Henrik Edlunds lovkommentar, side 44 – 47, idet materialet vedrører jus og ikke sagens faktuelle omstændigheder, bevisligheder ol.” Advokat A klagede til Advokatnævnet og gjorde gældende, at advokat X tilsidesatte god advokatskik ved at fremsende materiale til retten efter domsforhandlingens afslutning. Det blev ikke ved domsforhandlingens afslutning aftalt, at der var adgang til at fremsende procedurelignende indlæg til retten, og advokat X søgte at få dommeren til at ændre standpunkt i relation til den væsentligste juridiske problemstilling i sagen. Advokat X påstod frifindelse og gjorde gældende, at hun ud fra dommerens forligsforslag kunne forstå, at dommeren lagde til grund, at reglerne om forholdsmæssigt afslag ikke fandt anvendelse, at hverken hun eller advokat A kunne være interesseret i en materielt forkert afgørelse, og at hun meget beklager, såfremt den valgte fremgangsmåde findes at være en overtrædelse af de kollegiale regler. Nævnet afgjorde sagen således: Ved uden forudgående aftale herom at fremsende litteraturhenvisning til retten efter domsforhandlingens afslutning har advokat [X] tilsidesat god advokatskik.” Nævnet tildelte advokat X en advarsel.