Februar

Print Print
01-02-2006

IV. Advokatens forhold til klienten
1. Fuldmagt og bemyndigelse

Kendelse af 15. februar 2006
D, der var daglig leder af S ApS, kontaktede den 20/12 2004 advokat X. S ApS havde økonomiske vanskeligheder, og D ønskede, at virksomhedens tre ansatte, herunder A, blev sikret rettidig udbetaling af løn for december gennem Lønmodtagernes Garantifond. Den 21/12 2004 indgav advokat X på vegne A og de to øvrige medarbejdere konkursbegæring mod S ApS. A afgav den 14/3 2005 afgivet følgende erklæring: ”Hermed vil jeg bekræfte, at jeg den 21/12 2004 gik op til de tre ansatte hos [S] ApS og fortalte, at vi ikke kunne klare lønninger m.m. til udbetaling 31/12 2004, og vi måtte lukke, men hvis de indgav konkurs mod [S] ApS på grund af manglende lønudbetalinger vil sagen går hurtigere, og de vil via Lønmodtagernes Garantifond kunne få deres løn m.m. hurtigere udbetalt ifølge aftale med Dem [ advokat X ].” Skifteretten besluttede den 22/12 2004 at tage S ApS under konkursbehandling med advokat X som kurator. Den 3/1 2005 og ca. en måned frem undersøgte advokat X muligheden for, at T ApS kunne overtage virksomheden. A blev i denne periode ansat i T ApS. Ved brev af 1/2 2005 til advokat X protesterede A over, at hun stod anført som rekvirent, da hun ikke havde anmodet advokat X om assistance. A klagede til Advokatnævnet over, at advokat X havde anført, at konkursbegæringen var indgivet på bl.a. hendes vegne, da hun ikke havde anmodet om at blive repræsenteret af advokat X. Nævnet afgjorde sagen således: Nævnet lægger til grund, at advokat [X] alene på baggrund af samtalerne med [D] gik ud fra, at alle tre medarbejdere var indforstået med, at konkursbegæringen blev indgivet i alle tre medarbejderes navne og i deres interesse. Nævnet finder, at advokat [X] har handlet i strid med god advokatskik ved at indgive konkursbegæring mod [A's] arbejdsgiver, bl.a. på [A's] vegne, uden at have sikret sig, at der forelå samtykke fra hende.” Nævnet tildelte advokaten en advarsel.

VII. Salærberegning
17. Formidling af fast ejendom

Kendelse af 21. februar 2006
I en klagesag gjorde klageren gældende, at advokat X havde fortabt retten til at oppebære salær for formidling af salg af en fast ejendom samt for efterfølgende berigtigelse af handlen. I sagen udtalte kredsbestyrelsen følgende: ”På trods af opfordringer hertil har indklagede advokat [X] ikke fremlagt en skriftlig formidlingsaftale. I henhold til ejendomsmæglerlovens § 10 er ejendomsformidler som følge heraf uberettiget til at gøre krav på formidlingssalær. Allerede derfor har advokat [X] fortabt formidlingssalæret. Angående berigtigelsessalæret er der ikke tilsvarende krav om skriftlighed, hvorfor advokat [X] har været berettiget til, i overensstemmelse med købsaftalens bestemmelse, at opkræve salær hos klager.” Advokat X indbragte salærafgørelsen for Advokatnævnet og gjorde bl.a. gældende, at der var indgået en skriftlig formidlingsaftale, men at hun ikke kunne finde det originale eksemplar i den 4 år gamle sag. Det var beklageligt, men kunne ikke være afgørende, da klager havde erkendt, at der var indgået en aftale. Såfremt Advokatnævnet ikke måtte finde det godtgjort, at den skriftlige formidlingsaftale var indgået, gjorde hun gældende, at hun var berettiget til et arbejdsvederlag, idet ejendommen er solgt alene på baggrund af hendes arbejde, og at hun var berettiget til dækning af de øvrige omkostninger, idet disse omkostninger er opregnet i den provenuopgørelse, som klageren fik udleveret i forbindelse med salgsopdraget og efterfølgende i forbindelse med det konkrete salg af ejendommen. Advokatnævnet afgjorde salærklagen således: Klagen af 5. april 2005 ses ikke at indeholde [klagers] erkendelse af, at der foreligger en skriftlig formidlingsaftale, men alene at der forelå en formidlingsaftale. Af de grunde kredsbestyrelsen har anført i sin kendelse, stadfæster nævnet denne, idet bemærkes at advokat [X] heller ikke under ankesagens behandling har dokumenteret, at der foreligger en skriftlig formidlingsaftale.”

XIV. Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af egen klients interesser
3.6. Ejendomshandel
3.6.6. Sælgerrepræsentation

Kendelse af 15. februar 2006 
Advokat X blev i januar 2005 bedt om at udarbejde udkast til en overdragelsesaftale vedrørende en andelsbolig, der var ejet af H Kommune. Andelsboligforeningen oplyste, at den køber, K, som foreningen havde accepteret, skulle overtage andelsboligen på baggrund af en andelsværdi på 153.539 kr. Det svarende til den værdi, der var vedtaget på en generalforsamling forud for overdragelsen. Værdien af andelsboligen var fastsat til dette beløb på trods af, at det foreliggende regnskab gav mulighed for fastsættelse af en andelsværdi på til 260.836 kr. Advokat X udarbejdede udkast til aftale med køber. Han blev herefter kontaktet af A, der oplyste, at hun havde købt andelen ifølge aftale med H Kommune til en pris svarende til den andelsværdi, der var vedtaget på generalforsamlingen. På en ekstraordinær generalforsamling den 27/1 2005 vedtog samtlige andelshavere, at andelsværdien skulle være 260.836 kr. I den følgende periode korresponderede parterne om, hvem der var berettiget til at købe andelsboligen og prisen for boligen. Ved brev af 31/1 2005 til advokat X meddelte A bl.a., at hun fastholdt at være berettiget til at købe andelsboligen, at hun ”om nødvendigt” måtte betale den høje pris, men at hun tog forbehold for at søge det for meget betalte tilbage, da hun var bekendt med, at K havde fået boligen tilbudt til den lave pris. Ved brev af 2/2 2005 til A stillede advokat X som betingelse for A's køb af boligen bl.a., at hun accepterede vilkår om, at hun ikke senere ville gennemføre en retssag med påstand om økonomisk tilbagesøgnings- eller erstatningskrav. A anlagde herefter retssag med påstand om overdragelse af boligen til den lave værdi og erstatning. A klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd under sagen. Nævnets flertal afgjorde sagen således: ” Spørgsmålet om, hvorvidt advokat [X] har pådraget sig et erstatningsansvar, henhører under domstolene. Reglerne i lov om andelsboligforeninger bl.a. vedrørende prisfastsættelse af andel og muligheden for tilbagesøgning af for meget erlagte købesummer er præceptive beskyttelsesregler til fordel for købere af andelsboliger. Vi lægger til grund, at [A] efter andelsboligforeningens regler var berettiget til at overtage den pågældende andelsbolig, og at hun tilbød at købe den til den af andelsboligforeningen senest fastsatte pris, men således at hun forbeholdt sig ret til tilbagesøgning. På denne baggrund finder vi, at advokat [X] har handlet i strid med god advokatskik ved som sket i brev af 2/2 2005 at stille som betingelse, at hun gav afkald på sin ret til tilbagesøgning efter lovgivningen om andelsboligforeninger.” Nævnet pålagde advokat X en bøde på 5.000 kr.

3.7. Retssager/voldgift
3.7.3. Processkridt

Kendelse af 21. februar 2006 
Advokat X repræsenterede sagsøgte under en retssag, der vedrørte prissætning af en el-entreprise på S's sommerhus og om mangler ved el-entreprisens udførelse. Efter afholdelse af syn og skøn sendte advokat X den 6/9 2004 supplerende spørgsmål til skønsmanden. Modpartens advokat protesterede herimod, idet han anførte, at advokat X ikke forinden havde opnået enighed herom mellem parterne, eller havde forelagt spørgsmålene for retten eller modparten inden fremsendelsen. Den 21/9 2004 oplyste advokat X til retten, at han samme dag havde anmodet skønsmanden om at indkalde sagens parter til ny skønsforretning på ejendommen. Han vedlagde til orientering hans brev af samme dato til skønsmanden. Den 30/9 2004 bekræftede advokat X over for skønsmanden indholdet af en telefonsamtale, som skønsmanden og advokat X havde haft. Han oplyste, at skøns­manden kunne besigtige sommerhuset på et tidspunkt, hvor ingen af parterne var til stede. Advokat X sendte kopi af brevet til modpartens advokat. Den 11/11 2004 fremsatte advokat X et forligstilbud over for modparten. Da modparten ikke kunne acceptere forligstilbudet, anmodede advokat X retten om at beramme sagen til domsfor­handling. I den anledning forespurgte retten sagens parter om status i sagen. Advokat X oplyste over for retten ved brev af 9/12 2004, at sagens forberedelse var afsluttet. Sagen blev herefter berammet til domsforhandling. Modpartens advokat klagede til Advokatnævnet over advokat X's adfærd i sagen. Nævnet afgjorde sagen således: ”Spørgsmål til en syn- og skønsmand skal stilles gennem retten. Hvis de skal sendes direkte, kræver det enighed mellem parterne. Advokat [X] sendte imidlertid sine spørgsmål direkte til syn- og skønsmanden uden forinden at have forelagt dem for [modpartens advokat]. Da ensidigt fremsendt materiale, herunder spørgsmål, kan påvirke en syn- og skønsmands holdning og upartiskhed, var dette i strid med god advokatskik, også selv om advokat [X] sendte genpart af sit brev til [modpartens advokat]. Det er ikke godtgjort, at advokat [X's] telefoniske kontakt med syn- og skønsmanden har haft en karakter, der tilsidesætter god advokatskik. Endelig har advokat [X] ikke tilsidesat god advokatskik ved at meddele retten, at sagens forberedelse var slut, idet han orienterede [modpartens advokat], der herefter havde mulighed for at meddele retten, at han ikke var enig, hvilket også var, hvad der skete.” Nævnet tildelte advokat X en irettesættelse.

Kendelse af 21. februar 2006 
Den 15. februar 2005 opsagde advokat A på vegne udlejer et lejemål overfor lejeren. Den 2. marts 2005 meddelte advokat X til advokat A, at han repræsenterede lejeren, og at han bestred berettigelsen af opsigelsen. I samme brev meddelte han, at såfremt opsigelsen blev fastholdt, kunne stævning fremsendes til hans kontor til frafald af kald og varsel. I forbindelse med yderligere korrespondance om berettigelsen af opsigelsen meddelte advokat X på ny, at stævning kunne fremsendes til ham til frafald af kald og varsel. Den 9. maj 2005 udtog advokat A stævning på udlejerens vegne mod lejeren. I fremsendelsesskrivelsen til retten meddelte advokat A, at stævning kunne sendes til advokat X til frafald af kald og varsel. Retten meddelte herefter ved brev af 11. maj 2005, at der var givet advokat X frist til den 8. juni 2005 til at fremsende svarskrift i sagen. Den 14. juni 2005 anmodede advokat A retten om at afsige udeblivelsesdom, da fristen for at afgive svarskrift var overskredet. Retten meddelte den 14. juni 2005 advokat A, at sagen var sendt til forkyndelse, da svarskrift ikke var modtaget fra advokat X. Advokat A klagede til Advokatnævnet over, at advokat X 2 gange at have tilkendegivet, at stævning kunne fremsendes til ham eller hans kontor til frafald af kald og varsel, men valgte at lade stævningen forkynde på sædvanlig måde. Advokat X påstod frifindelse og gjorde gældende, at han har varetaget sin klients interesser på bedst mulig måde, at meddelelse om at stævning kunne fremsendes til frafald af kald og varsel blev meddelt på et tidspunkt, hvor han og hans klient vurderede, at en forligsmæssig løsning var mulig, at sagen efterfølgende på grund af advokat A's forhold tog en drejning, som medførte, at det ikke var muligt at nå en forligsmæssig løsning, at hans handlemåde skete i samråd med sin klient, og at han som følge af sin tavshedspligt ikke har mulighed for at uddybe, hvorfor man valgte at lade stævning forkynde på sædvanlig måde, idet dette er et internt anliggende mellem ham og hans klient. Nævnet afgjorde sagen således: ”En meddelelse fra en advokat om, at stævning kan sendes til vedkommende til frafald af kald og varsel, er et i praksis vigtigt middel til at fremme retssagers gang. Det forpligter advokaten, indtil han eller hun meddeler noget andet. Advokat [X] meddelte 2 gange, at stævning kunne sendes til ham til frafald af kald og varsel, men forholdt sig herefter passivt med den virkning, at forkyndelse blev forsinket. Han havde intet meddelt til advokat [A] eller retten. Advokat [X] har på den baggrund tilsidesat god advokatskik og pålægges i medfør af rpl. § 147 c, stk. 1, en bøde på 5.000 kr. til Statskassen.”