Juli

Print Print
01-07-2005
X. Klientkonto
2. Manglende eller sen indsendelse af klientkontoerklæring

Kendelse af 7. juli 2005
I klientkontovedtægtens § 10 er bestemt, at Advokatrådet kan fastsætte frister for advokaters afgivelse af erklæring vedrørende advokaternes indestående på klientkontoen. Hvis denne frist ikke overholdes, kan Advokatrådet efter klientkontovedtægtens § 18 indgive klage over advokaten til Advokatnævnet. I en sådan sag afsagde Advokatnævnet kendelse af 8/5 2005, hvorved advokat X blev pålagt en bøde til Statskassen på 8.000 kr. for ikke at have indsendt klientkontoerklæring pr. 31/12 2003, der skulle have været Advokatrådet i hænde senest den 1/4 2004. Det blev endvidere i kendelsen pålagt advokat X inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen til Advokatrådet at indsende klientkontoerklæring pr. 31/12 2003. Kendelsen blev forkyndt for advokat X den 20/4 2005. Advokat X opfyldte ikke det meddelte pålæg. Nævnet behandlede på ny sagen og udtalte følgende: ”Advokatnævnet pålægger nu i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 2, advokat [X] under tvang af ugentlige bøder på 1.000 kr. inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse at indsende klientkontoerklæring pr. 31/12 2003 til Advokatrådet.”

XV. Uefterrettelighed
5. Uberettiget tilbageholdelse af
5.1. Bilag

Kendelse af 7. juli 2005
Advokat X havde en række inkassosager for et telefonselskab. Det var mellem advokaten og klienten aftalt, at samarbejdet kunne opsiges med 90 dages varsel. Samarbejdet blev opsagt den 16/3 2004. I denne forbindelse udarbejdede selskabet en plan over forløbet af overdragelse af sagerne, hvoraf bl.a. fremgik, at samtlige aktive retslige sager skulle overdrages inden 22. marts 2004, at samtlige aktive udenretlige sager skulle overdrages senest 29. marts, at overvågningssager skulle overdrages senest 7. april, og at samtlige afsluttede sager skulle overdrages senest 19. april 2004. Under den efterfølgende korrespondance mellem parterne meddelte advokat X, at han ville opgøre sagerne og – når selskabets accept af opgørelsen forelå – ville han udstede fakturaer, således at sagerne kunne afhentes efter modtagelse af effektiv betaling. Den 23. marts 2004 anmodede selskabet nye advokat advokat X om straks at udlevere samtlige aktive retssager. Advokat X nægtede at udlevere sagerne forinden effektiv betaling var sket, idet han oplyste, at han i de verserende sager ville anmode om udsættelse af frister. Selskabets nye advokat klagede til Advokatnævnet over advokat X's tilbageholdelse af sagsakter, herunder processkrifter i verserende retssager, som han ikke længere havde fuldmagt til at føre. Nævnet afgjorde klagen således: ”Advokatnævnet finder, at advokat [X] har handlet i strid med god advokatskik ved at tilbageholde procesdokumenter i verserende retssager indtil betaling af endnu ikke opgjort tilgodehavende var betalt.” Nævnet tildelte advokaten en irettesættelse.