Januar

Print Print
01-01-2005

III. Almindelige principper for advokaters adfærd 
2. Tavshedspligt
2.3. Tredjemand

Kendelse af 7. januar 2005
Den 9. juni 2004 blev A bekendt med, at advokat X havde fortalt en af A's bekendte fra foreningen F, at advokat X havde været kurator i A's konkursbo i 1981/82. A blev derfor ”forhørt” af sine bestyrelseskollegaer i F om, hvorvidt han kunne være medlem af F, når han tidligere var gået konkurs. A klagede til Advokatnævnet over, at advokat X havde tilsidesat sin tavshedspligt. Advokat X afviste, at han havde handlet kritisabelt. Advokatnævnet afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet finder ikke, at advokat [X]'s udtalelse om [A] til tredjemand har været underlagt reglerne om tavshedspligt, og som følge af det anførte frifinder nævnet advokat [X] for den rejste klage.”

XIV: Forholdet til modparten og dennes advokat
3. Grænser for varetagelse af egen klients interesser
3.3. Inkassosager 

Kendelse af 31. januar 2005 
A og B påtog sig i forbindelse med etablering af et lån en kautionsforpligtelse over for pengeinstituttet P. Låntager gik efterfølgende konkurs, og P gjorde kautionsforpligtelsen gældende over for A. A gjorde gældende, at P havde indgået en akkordordning på betaling af et beløb på 500.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. P fastholdt imidlertid et restkrav på 176.494 kr. og oplyste, at kravet ville blive taget til inkasso, såfremt der ikke skete betaling inden 10 dage, og at der ville ske indberetning til RKI Kreditinformation. P overgav sagen til advokat X, der var ansat advokat i P. Advokat X rettede henvendelse til A og meddelte, at sagen var overdraget ham til inkasso, og at sagen ville blive overgivet til fogedretten, såfremt der ikke skete betaling inden 10 dage. Efter yderligere drøftelser mellem A og advokat X overgav advokat X sagen til fogedretten, der imidlertid afviste sagen, da A og B havde afgivet insolvenserklæring. Efterfølgende fik A og B besked om, at de var registreret i RKI Kreditinformation af P. Registreringen blev senere slettet under henvisning til, at A og B bestred kravet. A og B klagede over advokat X's adfærd og over, at der var sket indberetning til RKI. Advokat X påstod frifindelse og oplyste bl.a., at indberetningen ikke var foretaget af ham, men af P. Nævnets flertal afgjorde sagen således: ”Da advokat [X] under sagen har virket som advokat, har nævnet kompetence til at pådømme klagen. Vedrørende advokat [X's] behandling af inkassosagen……..: Det følger af reglerne om god advokatskik, jf. § 9 i inkassoloven, at en advokat må være forpligtet til at vurdere kravets berettigelse, og hvis der er gjort indsigelser imod fordringens eksistens eller opgørelse tillige at undersøge, om indsigelserne er berettiget. Har skyldneren over for kreditor fremsat indsigelser, som ikke er åbenbart grundløse, må det efter vores opfattelse endvidere følge af reglerne om god advokatskik, at advokaten senest i forbindelse med, at fordringen tages til inkasso med tilkendegivelse om søgsmål, forholder sig til indsigelserne over for skyldneren. Det gælder, uanset om kreditor allerede selv har afvist indsigelserne. Uanset at [A og B] havde fremsat indsigelser imod fordringen over for [P], tog advokat [X] i brev af 22/8 2003 fordringen til inkasso uden samtidig selv at forholde sig til de fremsatte indsigelser. Vi mener som anført ovenfor, at en advokat i en sådan situation ikke blot har en selvstændig pligt til at undersøge fordringen og vurdere de fremkomne indsigelser, men også har pligt til at oplyse skyldneren om, at indsigelserne efter advokatens vurdering må afvises senest samtidig med, at fordringen tages til inkasso. På denne baggrund finder vi, at advokat [X] har tilsidesat god advokatskik ved at tage kravet til inkasso uden samtidig at meddele skyldneren, at han har kendskab til og vurderet indsigelserne og desuagtet fastholder kreditors krav. For så vidt angår klagen over indberetningen til RKI …: Vi finder, at advokat [X] ikke har tilsidesat god advokatskik i forbindelse med indberetningen til RKI, idet indberetningen ikke er foretaget af ham eller i forbindelse med opgavefunktioner, som han varetog, men af en anden afdeling i [P], og idet indberetningen skete efter advokat [X's] afslutning af fogedretssagen. Vi finder derfor, at advokat [X] skal frifindes for dette forhold.” Nævnet tildelte advokat X en irettesættelse for at have taget fordringen til inkasso ved brev af 22/8 2003 uden over for skyldneren at have forholdt sig til de indsigelser, der var fremsat over for kreditor. Nævnet har ved sanktionsfastsættelsen taget hensyn til, at nævnet ikke tidligere har fastslået, at en sådan adfærd er i strid med god advokatskik.

3.4. Person-, familie- og arveret

Kendelse af 4. januar 2005
Advokat X repræsenterede i en samværssag faderen til to børn. Faderen havde ifølge en samværsresolution ret til samvær med børnene, som moderen havde forældremyndigheden over. Da der opstod problemer omkring gennemførelse af samværet rettede advokat X henvendelse til moderen og meddelte, at sagen ville blive sendt til fogedretten med henblik på gennemførelse af samværet, såfremt hun ikke medvirkede til gennemførelse af samværet. Herefter meddelte advokat A, at han repræsenterede moderen i sagen, og at advokat X ikke var berettiget til at rette henvendelse til moderen direkte eller til at ledsage faderen under afhentning af børnene, idet moderen følte ubehag ved advokatens tilstedeværelse. Advokat X fastholdt, at han var berettiget til at ledsage faderen. Advokat A klagede over advokat X's adfærd, og nævnet afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet finder ikke, at det er i strid med god advokatskik, at en advokat på begæring af en klient ledsager denne til gennemførelse af samvær i henhold til samværsresolution, når advokaten i øvrigt forholder sig som ledsager. Der foreligger i øvrigt ikke oplysninger, der giver grundlag for at statuere tilsidesættelse af god advokatskik, hvorfor advokat [X] frifindes for den rejste klage.”

3.7. Retssager
3.7.2. Processkrifter og bilag

Kendelse af 28. januar 2005
K krævede over for A betaling for udført arbejde, men A afviste at være forpligtet til at betale. Under drøftelserne mellem K og A tilbød A betaling af 1.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. K ønskede ikke at acceptere tilbuddet og udtog med bistand fra advokat X stævning mod A med påstand om betaling af 9.375 kr. I stævningen oplyste advokat X, at A havde tilbudt at betale 1.000 kr. I svarskriftet protesterede A over, at forligstilbuddet var nævnt i stævningen. I replikken afviste advokat X, at han skulle have handlet i strid med god advokatskik ved at fremlægge forligsforslaget, idet han gjorde gældende, at det ikke i forligstilbuddet var anført, at dette var fremsat uden præjudice for en efterfølgende retssag. A klagede til nævnet over fremlæggelsen af tilbuddet, og nævnet afgjorde sagen således: ”Det er et afgørende princip i dansk retspleje, at man forsøger at forlige parterne før og under en proces, og det kan være ødelæggende for sådanne bestræbelser, hvis parternes forhandlinger skal begrænses af, at deres tilbud kan fremlægges under en senere retssag. Derfor kan et forligstilbud ikke fremlægges og en anden bevisførelse om forligsforhandlinger ikke finde sted uden modpartens samtykke. Ved at have nævnt [A]'s forligstilbud i stævningen og have fastholdt betydningen i sin replik har advokat [X] derfor handlet i strid med god advokatskik.” Nævnet pålagde advokat X en bøde på 5.000 kr.